Det bliver ikke til noget

Hvem udtalte midt i kampens hede lige op til folketingsvalget sidste år: "Der er to ting, som bliver til noget. Det ene er hjælpepakken til boligmarkedet, det andet er betalingsringen"? Rigtigt gættet: Det var Helle Thorning-Schmidt, formand for Socialdemokraterne og senere statsminister i SRSF-regeringen. Selv da hun dengang - i de allersidste dage før folketingsvalget - blev gået på klingen og spurgt efter, om boligpakken rent faktisk blev til noget, lød det skråsikre svar: "Ja, det gør den". Men det gør det ikke. Uanset hvor nærmest hysterisk vigtigt det dengang var for såvel S-SF-alliancen som VK-regeringen at komme først i de strategisk set bedst placerede tv-aviser for at fortælle om boligpakkens velsignelser, har regeringen nu valgt at droppe den. Så det bliver alligevel ikke til noget med at suspendere tinglysningsafgiften, ejendomsværdiskatten og grundskylden for boligkøberne og hvad der nu ellers indgik i boligpakken. For som det er blevet udtrykt af politisk ordfører Magnus Heunicke (S): "Det vigtigste, man kan gøre, er at holde ro om boligmarkedet samt skabe vækst og beskæftigelse". Som om det ene udelukker det andet. Og som om boligmarkedet ikke trænger til en ganske alvorlig genoptøning. Men så betalingsringen da? Her har SRSF-regeringen mødt en del modstand, ikke bare fra et besynderligt vægelsindet Venstre (der i skikkelse af folketingsmedlem Martin Geertsen på den ene side går imod betalingsringen, men på den anden side ikke vil love at fjerne den, hvis magten skifter) - men også fra egne rækker. Og SRSF-trekløveret skylder da også at forklare, hvordan man kan blive ved med at lægge yderligere udgifter oven på de bilister, der i forvejen betaler for tre biler, hver gang de køber én. Det grådige skatte- og afgiftssystem ligner stadig mere virkeliggørelsen af den gamle vittighed om den kynisk forenklede selvangivelse: "1. Hvor mange penge tjente De sidste år? 2. Hvor mange har De tilbage efter skat? 3. Hvornår kan vi komme og hente restbeløbet?".

Forsiden