Det er for sent at redde gammel skole

Arkivar og historiker går nu ind i sagen om den gamle skole i Brønden

Lars Hofmeister
Karmisholt Skole på Brøndenvej lukkede i 1962 og har senest været brugt som stald for får og heste. Foto: Bente Poder
Brønden 22. marts 2018 15:50

BRØNDEN: Politikerne i Frederikshavn Kommune har bestemt, at den gamle skole på Brøndenvej skal bevares.

Som tidligere nævnt i NORDJYSKE, vil Hans Mikkelsen, der ejer bygningen, ellers gerne rive den ned og bygge nyt.

Men eftersom Karmisholt Skole, der blev nedlagt i 1962, er bevaringsværdig, har den gamle ruin nu udsigt til at stå og forfalde yderligere de kommende år.

Arkivar og historiker, cand.mag. Jørgen Peder Clausager fra Østervrå, lægger ikke skjul på, at det skærer i hjertet, hver gang en skolebygning forsvinder.

Står ikke til at redde

- Men Karmisholt Skole er i en sådan en tilstand, at den ikke står til at redde, siger Jørgen Clausager, der dog godt forstår, at kommunen af og til er nødt til at statuere et eksempel.

- Mange kender til eksempler på fredede bygninger, hvor ejerne negligerer vedligeholdelsen og lader dem forfalde i forventning om, at bygningen bliver i så dårlig stand, at den ikke længere er fredet. Jeg synes bare, at den bygning på Brøndenvej ikke er umagen værd at bruge som eksempel, siger Jørgen Clausager.

Han er enig med Nordjyllands Kystmuseum i, at helheden på Karmisholt Skole er ødelagt, fordi lærerboligen, der oprindeligt også indeholdt skolestuen, allerede er revet ned.

Ikke et uopretteligt tab

Og generelt mener han, at det af og til kan diskuteres, hvem der bestemmer, hvilke huse der er bevaringsværdige.

- For eksempel man undre sig over, at kommunen i det her tilfælde ikke spørger sit museum - som vel må antages at have en ide om, hvilke huse, der har en historie og/eller har en sådan æstetisk værdi, at de bør bevares, siger Jørgen Clausager, der tørt konstaterer, at vores kulturarv ikke lider et uopretteligt tab, hvis bygningen bliver revet ned.

Det var politikerne i kommunens plan- og miljøudvalg, som for nylig blev enige om, at bygningen skal bevares.

Ejeren Hans Mikkelsen har nu planer om at oprette en skrotplads til biler på grunden.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...