Det forebyggende arbejde i fokus
2,2 millioner til øget indsats for småbørnsfamilier
BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Spædbørn i Brønderslev Kommune og deres forældre får nu bedre vejledning og støtte. Det sker takket være 2,2 millioner kroner fra Sundhedsstyrelsens satspulje til sundhedsplejen i Brønderslev Kommune.
- Vi er utrolig glad for at vi har fået muligheden for at udvikle sundhedsplejen yderligere, til gavn for familierne i Brønderslev Kommune, siger ledende sundhedsplejerske Pernille Buhelt, og småbørnssundhedsplejerske Mette Hangaard, sidstnævnte bliver projektleder. Da vi har et ønske om at forbedre tilbuddene til forældre med små børn, valgte vi at søge ind på puljen, og vi er kommet i betragtning. Vi er i gang med forberedelserne og sætter projektet i søen i begyndelsen af 2018.
I dag er der typisk seks besøg i løbet af barnets første 8-10 måneder. Men med disse penge, kan vi komme på besøg før fødslen. Vi har tidligere tilbudt graviditets besøg til alle, og det har givet rigtig god mening både for familierne og for sundhedsplejerskerne. Vi har får et gensidigt kendskab til hinanden, som er meget brugbart i arbejdet hos familierne efter fødslen. Det at få skabt en tillidsfuld kontakt, lære forældrene at kende, har betydning for sundhedsplejens mulighed for at tilrettelægge en individuel sundhedspleje i familien, når barnet kommer.
Med satspuljemidlerne vil alle familier få tilbudt graviditetsbesøg af en småbørnssundheds-plejersken, typisk vil det foregå 20 uger ind i graviditetsperioden. Med de nye midler, får sundhedsplejen mulighed for at udvide tilbuddene med et besøg til børn i 15-18 måneders alderen for at følge barnets udvikling og trivsel endnu længere.
- Et besøg af småbørnssundhedsplejersken er andet end at måle og veje barnet. Mange forældre - har mange spørgsmål, som de får afklaret med besøget. Tiltaget er et led i det forebyggende arbejde som Brønderslev Kommune i de seneste år har gennemført. I forbindelse med det forebyggende arbejde er projektet Varige Spor blevet en realitet sammen med flere andre tiltag blandt andet Familie-gps, mini-gps. For sundhedsplejen er det vigtigt med den forebyggende og sundhedsfremmende indsats.
- Vi ved, at barnets første 1000 dage har afgørende betydning for dets senere liv, fortæller Pernille Buhelt og Mette Hangaard.
Det, at sundhedsplejen har fået andel i satspuljen, kommer til at betyde et stort kvalitetsløft. Sundhedsplejerskerne vil blive efteruddannet i en metode, som kan opspore meget tidlige tegn hos babyer, hvor barnets mimik, lyde og øjenkontakt kan fortælle, om der er signaler om mistrivsel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.