Det Gyldne Rat gik til mekaniker
Tom Myrrhøj modtager af Scania prisen Det Gyldne Rat
Tillidsmand og mekaniker Tom Myrrhøj er en mand, der forstår at koncentrere sig om sit arbejde. I hvert fald lagde han ikke mærke til, da alle kollegaerne forleden pludselig var væk. Dem genså han først, da chefen, direktør for lastbilfirmaet Stiholt A/S i Nordjylland Henrik Bruun Nielsen, bad ham komme ned i kantinen. Her fik tillidsmanden at vide, at han var årets modtager af Scania prisen Det Gyldne Rat. - Jeg havde ikke opdaget, at de andre var gået. Der tog de mig lidt med bukserne nede, erkender Tom Myrrhøj. Prisen får han af lastbil- og busproducenten Scania for at være en bærende kraft når det gælder de ansattes trivsel hos Stiholt. Tillidsmanden har gjort meget for lærlingenes uddannelse, lød begrundelsen. Sidste år blev en lærling fra Stiholt i Aalborg da også udnævnt til Årets Mekaniker af Dansk Metal og DASU, Dansk Automobil Sports Union. Praktikplads Prisen, etableret af Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond, gik også til en lærling fra Tom Myrrhøjs firma. Desuden får Tom Myrrhøj Det Gyldne Rat for sit store engagement i firmaets trivselsprojekt og for altid at gå forrest, når det gælder sociale arrangementer. Sådan et giver prisen ham nu anledning til at engagere sig i helt privat. Med prisen følger nemlig en tur til Paris i bededagsferien - med ledsager. Det vakte stor begejstring derhjemme, kan tillidsmanden afsløre. - Jeg tror, konen blev mere glad, end jeg var.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.