Det lange seje træk

Når man kører rundt omkring i det danske landskab, ser man gamle, smukke bygninger, hvis historie oftest rækker meget langt tilbage og dermed fortæller historie. Det er vore landsbykirker. Enkle og spartanske er de fleste som et udtryk for de midler, der nu engang var til stede i datidens landsbysamfund. Men dog et udtryk for en vilje blandt menigheden til at bygge en kirke, som alle kunne være stolte af. Denne artikel handler ikke om lærde, teologiske betragtninger, men den er skrevet af et menighedsmedlem, for hvem det føles ret så positivt at kunne skrive om landsbykirkernes problematik i det hele taget. Den er samtidigt en opfølgning på biskop Henning Toft Bros klare udmelding i Borgernes Hus, Uggerby, forleden: "Vi skal tage debatten om kirken" og "Det er menigheden, der i givet fald skal lukke kirken". Hvor er det dog herligt, at vi har en biskop, der i klare og ukomplicerede vendinger og i et enkelt sprog kan give udtryk for kirkens holdninger. Her over for står i al sin groteskhed en kirkeminister Manu Sareen, der i en Tv-udsendelse om kirken tillader sig at bande indtil flere gange. Men, som han selv senere har udtrykt, det var nok ret så tilfældigt, at det skete. Det alene taler for sig selv. Det er ofte tankevækkende at komme lidt på afstand af, hvad det handler om. Da jeg i efteråret på en rejse var i hinduernes hellige by Varanasi, havde jeg den oplevelse en sen aften sammen med andre at opholde mig i en robåd på Ganges floden. Herfra kunne vi ret tæt følge med i det totalsceneri, der fandt sted, når de mange pilgrimme foretog det hellige bad i floden, samtidigt med at deres præster braminerne messede midt i flokken af de mange mennesker. Der er herfra et kæmpespring til den danske folkekirke, hvor man kan opleve de ret så enkle, men alligevel indholdsrige gudstjenester. Samtidigt kan man så iagttage den ofte noget karske, men alligevel betagende udsmykning, der hører til den enkelte kirke. Hvad er så det, der skal til for at få folkekirken gjort mere synlig, hvis det i øvrigt er problematikken? For undertegnede er det klart præstens evne til at forkynde og prædike i et sprog, som er klart og forståeligt, uden at det af den grund skal udsættes for pop og banaliseringer af nogen art. Hertil kan man så ganske udmærket knytte sangkor og musik, og man kan endda byde på kaffe, frokost eller middag, men det er stadigvæk ORDET, der er det bærende. Men vi er givetvis på vej ind i en ny epoke for kirken, og det stiller store krav til forkynderne - til præsterne. Det er i øvrigt min vurdering, at præsten i stigende grad bør være et midtpunkt i sognet. Det moderne samfund af i dag rummer en række kompleksiteter, der ikke altid giver tid til fordybelse. Nye og hastige strømninger ført frem via de mange og populære kommunikationsmidler kan være med til at idealisere og perspektivere ismer, der er baseret på ret så anderledes begreber og livsopfattelser. Mange opfatter tilværelsen som et hurtigt skifte fra det ene livssyn til det næste. Det, der var in i går, er allerede håbløst forældet i morgen. Landsbykirkerne bør bevares rundt om i sognene. De er med til at markere højde- og yderpunkterne i vort liv. Fra den spontane glæde ved at overvære en barnedåb til bruset af glæde ved bryllupsfesten og endelig den tyngende sorg ved begravelsen. Eftertænksomheden ved at sidde stille og lytte til gudstjenesten. Kirkegårdens stille verden, hvor man ofte lidt selvbebrejdende kan stille sig selv det spørgsmål: Hvorfor fik du ikke talt færdig med ham eller hende, mens tid var? Må jeg til slut nævne, at kirkekunsten efter min opfattelse mere og mere er blevet en del af kirkens liv og ansigt udadtil. Fra middelalderens barokke og ligefremme altertavler og krucifikser til den langt mere varierede og moderne kunst, som vi ser i dag. Kunstneren Niels Helledie, Skagen, som mange kender, har evnet at bygge bro fra den gamle kirkekunst til det mere moderne udtryk. Det kan meget apropos illustreres ved det medsendte billede af et mere nutidigt krucifiks. Det kan godt ske, at debatten om kirken er det lange og seje træk, men hellere det end overfladiske og forhastede beslutninger.