EMNER

Det nye Facebook?

"Pinterest" spås stor fremtid. Se, hvordan du bliver blandt de første danske medlemmer

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pinterest ligner en mellemting mellem et socialt netværk og et kulørt dameblad.

Det kan se ud til, at hovedrollerne på nettet allerede er fordelt: Google er søgemaskinen, Facebook klarer kontakten til venner og familie, YouTube leverer videoklippene og så videre. Men erfaringen viser, at meget kan ændre sig på ingen tid - og ofte i retninger, de færreste så komme. Lige nu flokkes investorer og analytikere om Pinterest, der kort kan beskrives som en social opslagstavle. Navnet er en sammentrækning af de engelske ord for knappenål (pin) og interesse (interest). Med få klik kan man her udstille interessante billeder, man finder rundt om på nettet. Andre brugere kan så føje billederne til deres egen opslagstavle. Og de mest populære opslag kan ses på særlige temasider. Her er en påfaldende overvægt af modetøj, møbler og andre produkter, som brugerne anbefaler eller ønsker sig. Plus masser af makeup, madopskrifter - og mandlige modeller. Det skinner altså igennem, at Pinterest indtil videre mest bruges af kvinder. Tjenesten er dog lige så velegnet til alufælge, højttalere, vinsamlinger - eller hvad man nu føler trang til at udstille. Vær mistænksom Pinterest kan tjene penge på salget af de udstillede produkter. Det giver et kæmpe indtjeningspotentiale - uden at man nødvendigvis behøver høste og videresælge brugernes personlige oplysninger, som det er tilfældet med Facebook. Desværre skal man bruge en konto hos netop Facebook (eller Twitter) for at logge sig på. Hvis man har valgt disse tjenester fra, kan man altså blive nødt til at oprette en "proformakonto". Har man en fungerende konto, kan man slette koblingen mellem de to tjenester, hvis man er bekymret for, hvordan ens personlige oplysninger flyder rundt på nettet. En anden risiko er ophavsretten, som man let kommer i konflikt med, når man lægger andres billeder ud til fælles skue. Webbutikker vil næppe have noget imod den gratis reklame, men fotografer kan finde på at kræve blodige erstatninger. Så hvis du er i tvivl, er det bedst at spørge om lov - eller bare lade være. Kraftig vækst Ifølge amerikanske medier vokser Pinterest langt hurtigere, end Facebook og Twitter gjorde, da de kom frem. Alene fra september til december sidste år blev brugerskaren angiveligt firedoblet. Væksten er bemærkelsesværdig, fordi Pinterest stadig er på forsøgsstadiet. Man kan kun komme med om bord, hvis man inviteres af en eksisterende bruger. Dette er dog et gammelt kneb, der skal øge interessen - og få brugerne til at føle sig ekstra fremme i skoen. I praksis er det en formalitet at springe på. Man skal bare gå til www.pinterest.com og klikke på "Request an invite". Vores invitation landede i indbakken efter mindre end et døgn. Som andre sociale webtjenester har Pinterest et element af selviscenesættelse. Men man kan også bruge opslagstavlen som en samling visuelle bogmærker til eget brug. Bogmærkerne tilføjes med en genvejsknap, som lægges ind i weblæseren. Følg vejledningen på www.kortlink.dk/ak9f. Muligheden for at tilføje opslag findes kun på pc og mac. Men Pinterest kan også udforskes fra iPhone. Søg blot efter "Pinterest" i mobilens programbutik.