Det ottekantede forsamlingshus

Og jeg søgte hjælp. Jeg satte mig i bilen og kørte fra Nykøbing til Flade på Nordmors, kørte op til parkeringspladsen nær toppen af Salgjerhøj, og gik så resten af vejen. Og der mødte jeg ham så, ”den gammel i æ hyw”, og han så venlig ud, selv om jeg ikke helt kunne afgøre, om den lette sitren, der var i hans skæg, skyldtes et smil eller den lette vind. ”Den gammel i æ hyw’” er jo den legendariske person, der bor inde i Salgjerhøj, og som har fulgt øens historie og udvikling fra de første tider. Digteren M.P. Ejerslev var vist den første, der lagde øre og skriveredskab til hans beretninger. Den gamle kan nemlig fortælle, og det begynder han så også på nu, endnu før jeg har kunnet fortælle, hvorfor jeg kommer. Han beretter om dengang, folk vendte ryggen til gudehovene og rejste nye gudehuse af markens sten, og om dengang han hørte den første kirkeklokke. Han kan fortælle om dengang, dværgene og højfolket forlod Mors over Sallingsund, og som dengang mødte Ebbe Skammelsen, der ifølge folkevisen ”træder så mangen sti vild” og som altså også var kommet til Mors fra Thy og havde forvildet sig rundt i Flade bakker. Han husker dengang Peder Pykstrud på Alstedvold blev indebrændt, og han dæmper stemmen lidt skamfuldt og fortæller om morsingboerne, der under bondeopstanden i 1441 rendte fra den fælles kamplejr ved Sankt Jørgensbjerg. Han mindes med vemod landboreformerne, der opløste det gamle fællesskab. Han har truffet Poul Henrichsen som blev kaldt Morslands Voltaire, og som var degn i Flade og arg modstander af grundtvigianismen, og nu er vi så pludselig kommet til den tid, jeg er kommet for at høre noget om.

Jeg spørger: Og hvad med det ottekantede forsamlingshus i Galtrup?

”Nå det?” siger han. ”Det kan vi jo desværre ikke se herfra, der er for mange træer nu til dags,” og han fortaber sig i endnu en digression og fortæller om dengang, Salgjerhøj havde besøg af den store norske digter Bjørnstjerne Bjørnson, som blev meget optaget af, at han kunne se over 30 kirke fra toppen af Salgjerhøj. Det var det, der fik han til at udbryde, at enten var morsingboerne meget kristelige, eller også var de ukristeligt dovne. ”Men i dag,” tilføjede han, ”er der så ukristeligt mange træer, at man intet kan se.”

Jeg siger igen: ”Det ottekantede”.

Han fordyber sig i et par tanker. ”Den historie er lidt lang,” siger han så. ”Har du tid til at høre den?”

Det mener jeg, så jeg nikker.

OG SÅ MÅ han først beklage, at historien slet ikke begynder her på Mors. Han har valgt at begynde den i Kerteminde i året 1817 hos skomagermester Svane.

Her fandt et lovbrud sted. Her samledes nemlig en aften en flok ganske almindelige mennesker for at holde en andagt sammen. De sang salmer, de bad sammen og læste i biblen og snakkede om det, de læste. Og det var hamrende ulovligt, en kongelig forordning fra 1741 forbød den slags sammenkomster med mindre præsten var til stede eller havde givet sin tilladelse. Og det var ikke tilfældet her.

Den slags møder blev efterhånden almindelige rundt om i landet. Der opstod nogle lægprædikanter, der drog rundt og holdt møder, de såkaldte gudelige forsamlinger, og en af de kendteste var den fynske bonde Peter Larsen Skræppenborg. Det er ham, der fik betydning for den her historie. Han og en anden udenøs person, skomagersønnen fra Thisted Christen Kold.

Det gik til på den måde, beretter den gamle, at Christen Kold, der gik på Snedsted præstegårdsseminarium – ”det blev oprettet 1812, nedlagt 1848, da Ranum Seminarium blev oprettet med forstanderen fra Snedsted som sin første forstander,” indskyder den gamle – en søndag var nede i Salling. Og det var i Håsum, han overværede en forsamling og her hørte Peter Larsen Skræppenborg og blev meget optaget af dennes forkyndelse. Det fortælles, siger den gamle, at da han kom hjem til Snedsted løb han igennem byen og hamrede på dørene og råbte: ”Har I hørt det, Gud elsker mennesker.” Men hvorom alting er, oplevelsen kom til at præge Kold og hans virke livet igennem.

Naturligvis mødte han herefter ikke megen sympati hos seminariets forstander, sognepræsten, og da han forlod seminariet, var det da også med et vidnesbyrd der konkluderede: Mådelig til at undervise og med hang til sværmeri.

Og nu er det så, at historien kommer til Mors.

Der skete det, at Christen Kold på grund af det vidnesbyrd, han havde forladt seminariet med, ikke kunne få et normalt embede, men havde så det held – og ”held” sigter ikke bare til Kold, men også til Mors – at blive ansat som huslærer hos provst Sørensen i Solbjerg, som muligvis havde en vis sympati for det såkaldte sværmeri.

Og så når vi frem til en vigtig dato, fortæller den gamle, nemlig den 31. januar 1837. Provsten var ikke hjemme, men Kold fik besøg af Peter Larsen Skræppenborg, som var på tilbagevejen fra en rejse til Thy, og da for ikke en djævel i dem, men nærmere en åbenbaring, og de indbød til en forsamling om aftenen, og det blev så den grundtvigske bevægelses første nedslag på Mors.

”Og den bredte sig,” fortæller den gamle, og han fortæller også, at Christen Kold ikke kom til at virke lokalt her i så farlig lang tid. Provst Sørensen ansatte ham dog som lærer ved skolen i Øster Jølby, men ansættelsen kunne ikke godkendes højere oppe i systemet, så i foråret 1838 forlod Kold øen, og det blev senere på Fyn, han udviklede sine og Grundtvigs skole- og højskoletanker.

I de kommende årtier efter Kolds afrejse, voksede bevægelsen på Mors sig stærk, trods myndighedernes modstand. Den gamle fortæller, hvordan herredsfogeden Rummelhoff og en anden af de såkaldte ”to hoffer”, nemlig provst Dalhoff i Nykøbing, rykkede ud, når de fik nys om en forsamling, arresterede lederne og kørte dem til kachotten, men selv om de blev idømt bøder, kunne intet standse dem. Bevægelsen voksede sig stærkere og stærkere især på det nordvestlige Mors, og i årene 1869 til 1871 opførte man sin egen kirke i Øster Jølby, Ansgarskirken, og stiftede formelt en valgmenighed.

Den gamle er nu ved at fortabe sig i historien om opførelsen af kirken, som i høj grad byggede på frivillig arbejdskraft, og at de kom til at bygge en større kirke, end den, bestyrelsen egentlig havde bestemt sig for, men jeg afbryder ham og siger: ”Det var det ottekantede forsamlingshus, jeg ville høre noget om.”

Han ser lidt sur ud, men så sitrer et beroligende smil inde i hans skæg. ”Ja, ja,” siger han, ”det kommer,” men først kommer altså noget af det, som bevægelsen også resulterede i dernede midt på Mors. Der oprettedes som årene gik en halv snes friskoler, som f. eks. Galtrup Friskole som senere blev til Øster Jølby Friskole. Den blev oprettet i 1861, men fik først sin egen bygning i 1878, for en friskole var jo først og fremmest en lærer og nogle elever og ikke så meget en dynge mursten. Og ikke mindst vigtigt: I november 1864 åbnede Galtrup Højskole.

Anders Kristen Povlsen Dal hed ejeren og forstanderen. Han havde været Christen Kolds vigtigste medarbejder ved skolerne på Fyn, var kendt som ”Kolds ballast” og ”Kolds videnskabelige halvdel”, men havde brudt med personen Kold, men ikke med de koldske idéer. Bruddet kom, da Povlsen Dal og Kolds søster Marie, som også var knyttet til Kolds skole, forelskede sig i hinanden, men Kold modsatte sig forbindelsen. ”Hun er som jeg gift med skolen”, sagde han, og så rejste Povlsen Dal til Mors, købte en gård i Galtrup og oprettede som nævnt Galtrup Højskole, og året efter giftede han sig med en pige fra Mors, Mathilde Bøggild. Snart var han den grundtvigske bevægelses førstemand på øen, bl.a. som formand for valgmenigheden, da den blev dannet i 1871.

Og nu er den gamle så ved at fortabe sig i en spændende historie om Povlsen Dals videre skæbne, men jeg siger endnu engang: ”Det var det ottekantede, jeg skulle høre noget om. ”Han vrisser: ”Det er jo det, jeg kommer til.”

Han fortæller mig nu, at den nye bevægelse på Mors – og andre steder i landet – ikke bare var en religiøs, men også en national og politisk bevægelse mere eller mindre diskret vendt mod det politisk dominerende højre. Man oprettede riffelforeninger, formelt for at styrke forsvarsviljen efter nederlaget i 1864, reelt som et vink om, at folket måske var beredt til en revolution. På Galtrup Højskole var skydning en væsentlig del af gymnastikundervisningen, og at skolen og det, den stod for, kom i miskredit hos myndighederne kan bl.a. ses af, at da den i vinteren 1874-75 som vanligt søgte ministeriets understøttelse til skolen, modtog den hverken svar eller penge. Forklaringen findes nok i en erklæring fra skoledirektionen, der bl.a. skriver, at skolen ikke hører til dem, ”som lægge særdeles Vægt paa at bibringe sine Elever noget egentligt Fond af Kundskaber; den har formentligt kun søgt ved Foredrag at vække de unge Menneskers Sans for og Syn paa de aandelige Bevægelser, der røre sig saavel i kirkelig som folkelig Retning,” og den gamle lader fingeren glide ned over det papir, han har gravet frem fra en af sine mange lommer, og fortsætter så: ”at de naar de forlader Højskolen alle har lært at slutte sig ensidigt og ubetinget til den grundtvigske kirkelige Indflydelse og det saakaldte forenede Venstre.”

Netop i 1875 var det, at Estrup dannede sin første regering som optakt til den periode, der blev kendt som provisorietiden. ”Men det vidste du vel?” siger den gamle.

”Og nu,” siger han, ”skal du ikke være utålmodig så meget længere. Vi nærmer os.”

”Men der er altså stadig lidt forhistorie,” siger den gamle lidt undskyldende. Og det er efterårsmøderne. I 1870 begyndte valgmenigheden og højskolen i forening at afholde et årligt ugelangt efterårsmøde, først på højskolen, men da tilslutningen blev så stor, at der ikke var plads nok på den, flyttedes møderne til anlægget ved Præstbro, og blev altså til friluftsmøder. Men her var man jo undergivet vejrets luner, så på et møde den 30. december 1875 stiftede man foreningen ”Morslands danske Samfund” som skulle forestå opførelsen af det forsamlingshus, man allerede var i gang med at samle penge sammen til..

Sådanne ”danske samfund” blev der oprettet mange af rundt om i landet i sidste del af 1800-tallet på initiativ af Grundtvig og en række af hans venner, og de fik en stor betydning for det folkelige og politiske gennembrud i perioden. Kun ét af disse samfund, nemlig det lige omtalte på Mors, har overlevet til i dag.

Men altså: Det lykkedes at få opført et forsamlingshus, og det blev indviet den 8. september 1876, en ikke helt tilfældig valgt dato, da den 8. september netop er Grundtvigs fødselsdato. Grundtvig selv kunne af gode grunde ikke personligt være til stede, han var død fire år forinden, men inspirationen fra ham var levende. Og det var så det forsamlingshus, bygget i Galtrup på et stykke jord udstykket fra højskolen, der blev kendt som det ottekantede. Og hvorfor ottekantet? Hverken den gamle eller jeg er i stand til at helt præcist at forklare det med de otte kanter, men faktisk kan man følge et forløb af ottekantede bygningsværker i Danmark. Det begyndte med Frederiksberg kirke, som blev opført 1733-34. Den skulle være kirke for en udflyttet menighed fra den hollandske koloni på Amager, og arkitekten var den hollandske Felix Dusart, der overførte den protestantiske centralkirketradition fra sit hjemland til Danmark.

Næste station på vejen er kirken på Nyord ved Møn, som blev bygget på inspiration fra Frederiksberg Kirke i 1846. Arkitekten var Otto M. Glahn.

Og så kommer forsamlingshusene, først det i Galtrup, indviet 1876, og så et ved Rødkilde Højskole på Møn i 1878. I begge tilfælde var bygmesteren en thybo, Niels Povlsen Nørbjerg, som netop de foregående år havde været på vinterstudier i København, og nok stiftet bekendtskab med Frederiksberg Kirke og hørt om Nyord Kirke, og de to forsamlingshuse har nærmest været kopier af hinanden, begge også med stald i kælderen til gæsternes heste. Men på grund af en senere tilbygning – også af en etage mere – i Galtrup ligger Rødkilde forsamlingshus i dag som en formindsket kopi af det i Galtrup.

Det var lidt af et skud i tågen. Men skal jeg gætte på, hvorfor man valgte en ottekantet bygning, gætter jeg ikke på, at man ville indføre en hollandsk tradition, men jeg hæfter mig ved, at rummets form betyder, at stole og evt. borde kan stilles op, så taleren på et møde mere er omgivet af tilhørere end i de traditionelle langstrakte lokaler, hvor taleren står foran en ret smal forsamling af tilhørere og kun behøver at tale i én retning. I det ottekantede kommer et møde mere til at ligne et friluftsmøde, og virker nok også mere intimt.

Og kommet så langt behøver jeg ikke længere selskab af den gammel i æ hyw’, jeg kan køre hjem til mig selv og skrive artiklen færdig.

Udover at huset i dag bruges i mange sammenhænge, også familiefester kan finde sted der, så afholdes der stadig efterårsmøder, og talerstolen i forsamlingshuset er en af de talerstole, mange betragter det som en ære at bestige. ”Bestige” skal forstås bogstaveligt, på bagsiden fører nogle trappetrin op på den.

Det er mange store personligheder, der i årtiernes løb har talt fra den. Kendte højskolefolk som Ludvig Schrøder og J.Th. Arnfred og også forfattere som Jakob Knudsen har stået der. Og mange, mange andre – en opremsning kunne fylde et par spalter. De første mange år var efterårsmøderne af en hel uges varighed, så blev de skåret ned til 3-dages møder, og i dag er det kun lørdag-søndags møder.

Enkelte har fået lidt af et chok, når de har afsluttet deres foredrag. En kendt nulevende forfatter har fortalt mig, at han talte ved et efterårsmøde i det ottekantede, og da han var færdig med sit foredrag, var der dødstille i salen. Han gik ned fra talerstolen og gik over gulvet, og den eneste lyd der hørtes, fortalte han, var at hans ene sko knirkede. Han satte sig ved siden af sin kone og hviskede, ”det gik vist ikke,” men i det samme rejste formanden sig og sagde: ”Skal vi takke,” og alle i salen rejste sig og stod tavse og ubevægelige en tid. For sådan var det dengang, man klappede ikke ved den slags møder, man rejste sig og hyldede på den måde foredragsholderen.

I dag klapper man gerne. Når der altså er grund til det.

Det ottekantede forsamlingshus ligger endnu på sin plads i Galtrup et halvt hundrede meter eller sådan fra skellet mod Øster Jølbys bymæssige bebyggelse, den der voksede op omkring Ansgarskirken. Og det ligger dels som ramme om nutidige aktiviteter og dels som et monument over den udvikling, jeg har forsøgt at beskrive delvis med hjælp fra den gammel i æ hyw’, og vi kan alle glæde os over, at det stadig ligger det. Det var ellers nær gået galt. Forsamlingshuset var blevet overdraget den tidligere højskole, nu efterskole, og da det var meget forsømt og lettere forfaldent, besluttedes det på skolens repræsentantskabsmøde i 1978 at foretage en nedrivning, og grunden skulle så bruges til parkering.

Men så kom redningen. Den tidligere redaktør af Morsø Folkeblad Erik Lau Jørgensen, der netop var blevet præst ved frimenigheden, satte ikke bare himlen men også jorden i bevægelse med det resultat, at bygningen blev fredet og at en indsamling skaffede de midler, der kunne til at bekoste en restaurering.

Og der ligger det så, smukt vedligeholdt og viderefører en værdifuld folkelig tradition. Og selvfølgelig hedder vejen, det ligger ved, Povlsen Dals Vej.