Coronavirus

Endnu mere fart på vaccinationer: Nu kan du blive vaccineret på to apoteker i Frederikshavn

Region Nordjylland har indgået aftaler om vaccinationer med en række nordjyske apoteker heriblandt Frederikshavn Svane Apotek og Sæby Apotek

En række nordjyske apoteker tilbyder fra på mandag vaccination af borgerne. Fra starten af det nye år kommer flere apoteker til. Arkivfoto

En række nordjyske apoteker tilbyder fra på mandag vaccination af borgerne. Fra starten af det nye år kommer flere apoteker til. Arkivfoto

NORDJYLLAND:Nu kommer der endnu mere fart på vaccinationerne mod coronavirus i Nordjylland. Hele 15 nordjyske apoteker kan nemlig fra mandag 20. december tilbyde vaccinationer til borgere, der måtte ønske det.

Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Og muligheden for at blive vaccineret gælder alle borgere fra fem år og opefter fremgår det af pressemeddelelsen.

Det sker efter, at Region Nordjylland har indgået en aftale med Apotekernes Vaccinationsservice (Apovac). Flere nordjyder får dermed mulighed for at blive vaccineret tættere på eget hjem. Og der forventes at komme flere apoteker til i den kommende tid.

- Det er godt, at apotekerne nu også kan hjælpe i indsatsen med at få givet så mange 3. stik, som det overhovedet er muligt – hurtigst muligt. Apotekerne har erfaringen og ekspertisen, så det er oplagt, at de nu også deltager i vaccinationsindsatsen, siger chefkonsulent i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland, Anders Cinicola.

Disse apoteker tilbyder vaccination

Fra uge 51 tilbyder disse apoteker vaccination med forskellige startdatoer:

Aalborg Kommune: Aalborg Budolfi Apotek, Vejgaard Apotek, Aalborghus Apotek, Solsidens Apotek, Nørresundby Apotek, Vodskov Apotek

Jammerbugt Kommune: Aabybro Apotek

Frederikshavn Kommune: Frederikshavn Svane Apotek, Sæby Apotek

Mariagerfjord Kommune: Apoteket Fyrkat, Mariager Apotek, Hadsund Apotek

Vesthimmerlands kommune: Aars Apotek, Aalestrup Apotek, Farsø Apotek

Fra uge 1 tilbyder yderligere disse apoteker vaccination:

Thgisted Kommune: Hurup Apotek

Morsø Kommune: Sct. Clemens apotek.

Jammerbugt Kommune: Brovst Apotek, Løkken Apotek, Pandrup Apotek

Aalborg Kommune: Aalborg Storcenter Apotek, Svenstrup Apotek

Ifølge direktør i Apovac, Bjarne Kalø, er det en kæmpestor opgave, som samfundet står over for, når så mange skal vaccineres på samme tid.

- Det er klart, at apotekerne gerne hjælper til. Apotekernes medarbejdere har allerede stor erfaring med at vaccinere - og mange borgere har god erfaring med at blive vaccineret på apoteket. Apotekerne er tæt på borgerne, og vi håber, at den lette tilgængelighed er med til at sikre, at flere bliver vaccineret. På den måde kan vi være med til at understøtte Region Nordjyllands vaccinationsindsats, siger Bjarne Kalø i pressemeddelelsen.

Det er nu muligt at blive vaccineret enten hos praktiserende læger, apotekerne eller på de regionale vaccinationscentre.

Vil du vaccineres på apoteket, så tjek www.rn.dk/vacciner for at finde deltagende apoteker. Apotekerne starter op på forskellige ugedage i løbet af uge 51.

For at blive vaccineret hos en praktiserende læge, skal du tjekke lægens hjemmeside, for at finde ud af, hvordan du bliver vaccineret hos den pågældende.

For at blive vaccineret på et af regionens større vaccinationscentre, der også er fordelt ud i hele Nordjylland, skal der bestilles tid på www.vacciner.dk. Du kan også få hjælp til tidsbestilling hos regionens corona-hotline på tlf. 97 64 84 63.

En oversigt over alle vaccinationsmuligheder kan ses på www.rn.dk/vacciner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.