Kæmpe skuffelse: Karneval er aflyst

Aalborg Karneval aflyser alle aktiviteter i maj på grund af corona

Der bliver ingen kæmpeparade ned ad Vesterbro i år - karneval er aflyst. Arkivfoto: Jesper Thomasen

Der bliver ingen kæmpeparade ned ad Vesterbro i år - karneval er aflyst. Arkivfoto: Jesper Thomasen

AALBORG:De titusinder, der har sat næsen op efter en gigantisk folkefest i Aalborg til maj, bliver nu skuffede.

Aalborg Karneval har netop meddelt, at man aflyser alle arrangementer i maj, som følge af COVID 19. Aflysningen gælder, understreger talsmand Mette Bugge i en pressemeddelelse, International Parade 15. maj, Børnekarneval 16. maj samt Aalborg Karneval 23. maj.

- Vi er enormt kede af at skulle aflyse, men håber på alles forståelse og opbakning. Det er vores vigtigste opgave at sørge for sikkerheden for vores gæster, personale, frivillige og foreninger. Det vil være alt for risikabelt at satse på at kunne gennemføre og samle så mange mennesker i maj, hvor Sundhedsstyrelsen vurderer, at vi stadig befinder os i den første bølge af pandemien, siger Mette Bugge, der er formand for foreningen Aalborg Karneval.

Alle, der har købt loyalitetsarmbånd, får mulighed for at få deres køb refunderet. Dog håber foreningen, at karnevalisterne vil hjælpe i denne specielle situation og beholde deres armbånd. De karnevalister, som vælger at støtte op, vil selvfølgelig kunne benytte deres armbånd, når foreningen afvikler karneval i Aalborg i 2021.

Alle, som har købt et armbånd, bliver kontaktet direkte af Billetlugen, som varetager billetsalget hos Aalborg Karneval.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.