Skawboaften: Knud-Erik og formand Lis vil krænge festivalens sjæl ud

For første gang i festivalens historie har man i jubilæumssæsonen valgt at fortælle byens egen festivalhistorie gennem musikken og musikernes egne sange

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Skagen festival kan til sommer endelig fejre, at den i år afvikles for 50. gang.

50 års jubilæet var egentlig planlagt til at foregå i 2020, men corona-restriktioner satte en stopper for festivalen både i 2020 og 2021.

Krænge sjælen ud

Festivalens formand Lis Jensen havde allerede inden det oprindelige jubilæum i 2020 aftalt med kapelmester og pianist Knud-Erik Thrane, at han skulle skabe en hel Skawboaften.

En aften med fokus på musikere med rødder i Skagen og deres musikalske rejse. En aften, hvor de spiller deres egen musik, og samtidig sætter ord på, hvad Skagen Festival har betydet dem.

- Vi vil krænge festivalens sjæl ud, siger Lis Jensen.

En lang række navne har sagt ja til at komme til Skagen torsdag 30.juni. Nogle af dem kommer fra den anden ende af landet, andre bor stadigvæk i Skagen. De har spillet på festivalen.

Har boet i telt i haven

Eller måske har de været hjemme til festivalen som gæster, hvor venner og familie har boet i telt i haven og sammen har de hygget sig og bygget en tradition op at mødes hvert år til festivalen. Vi nævner her navnene og vender senere tilbage til enkelte af de optrædende: Marianne Mortensen, Mette Sønderholm, Høwisingerknaben, Jan Michael Rasmussen, Stine Flyvholm og Grace James, Chris Andersen, Klitkoret, Poul Ewald, Mads Toghøj, Tine Lilholt, Knud-Erik Thrane og sidst men ikke mindst Peter Friis, der er aftenens konferencier.

- Peter Friis var konferencier ved mange af de første festivaler. Han vil lede os igennem aftenen med fortællinger om festivalens historier og de mange musikeres egen historie, fortæller Knud-Erik Thrane.

Med til festival 48 gange

Han er selv en af dem, der har nydt at høre musikken gennem årene. I 1973 var han med første gang, hvor festivalen var startet i 1971. Det er blevet til 48 festivaler i træk.

Selvom han boede i Sverige, var der sat kryds i kalenderen i den weekend, der var festival.

Her boede han og vennerne i barndomshjemmet på Drachmannsvej lige over for badmintonhallen, som indtil for få år siden var et af koncertstederne.

- Så snakkede jeg med musikerne. Jeg var vild med Sebastian og husker også fantastiske koncerter med Rough Mc tell og Cornelis Vreswijk, fortæller Knud Erik Thrane, der arvede huset på Drachmannsvej, hvor han stadig kommer.

Han kan huske, hvordan hans forældre, da festivalen var hippieagtig i starten, sad i stuen og kiggede ud på koncertgængerne, og sagde, at de festivaldeltagere var sådan nogle søde mennesker. Der var glæde i huset over, at byen havde fået sin egen festival.

Første gang på plakaten

Kapelmesteren er beæret over at få opgaven med at lave en skawboaften, og det er faktisk første gang i alle de år, at Knud-Erik Thranes navn står på festival-plakaten. Det gælder flere af de navne, der optræder op Skawboaften. Til gengæld er de kendt i andre sammenhænge.

Og så vidt formand Lis Jensen er orienteret, har festivalen aldrig haft sådan en Skawboaften på programmet. Det har altid handlet om festivalens musikalske udvikling med en blanding af nye og velkendte navne. Nu er det på sin plads at sætte fokus på dette særlige sted, som har huset festivalen 50 gange

- Vi vil fra festivalens side gerne takke Skagen og skawboerne for at skabe en unik festival. Vi har en festival i hele byen, og os lokale har bakket op år efter år, siger formand Lis Jensen.

Hun har brugt mange år på at være frivillig lever, men er ikke blevet noget ved musikken. Hun har til gengæld haft store musikalske glæder for eksempel med Run Rig og i nyere tid med Baraz.

Musikken torsdag 30.juni kommer til at spænde vidt. Der bliver blues, rock, visesang, mundharpespil.

- Desuden vil vi mindes Mads Toghøjs morfar Fisker-Thomas, og der bliver også fællessang, lover Knud-Erik Thrane.

Noget på hjertet

Arrangøren er i samarbejde med musikerne om hvilke numre, de gerne vil spille. De må vælge melodier, som betyder noget for dem. Deres fællestræk er tilknytningen til Skagen, men som udøvende musikere er de meget forskellige. Skagboen Knud-Erik Thrane er i gang med at overtale nogle tidligere aktive musikere, som er kendt af mange lokale, men som ikke har spillet fornylig. Måske siger de ja. Måske siger de nej.

Musikalsk familie

- Jeg har også besluttet, at inviterer skawboernes musikalske familie med, fordi de passer godt ind i sådan en aften. Stine Flyvholm er for eksempel skagbo og hun kommer med sit band. Tine Lilholt er gift med min bor Klaus og er min svigerinde. Hun er ikke fra Skagen, men har spillet rigtig mange med Lars Lilholt Band.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden