Det sydlige Sverige ruster sig til kamp mod danskerstormen

Malmø lukker idrætsanlæg, toge er stoppet, bilister og andre advares om væltede træer, inden stormen rammer.

WEB_INRIKES <i>50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix</i>

WEB_INRIKES 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix

Det sydlige Sverige forbereder sig lørdag på det, der i de svenske medier omtales som danskerstormen.

I Malmø er svømmehaller, gymnastiksale og andre idrætsanlæg blevet lukket, inden stormen Malik ventes at bevæge sig ind over denne del af Sverige i løbet af eftermiddagen.

Togtrafikken er på flere linjer blevet afbrudt som følge af det hårde vejr, og bilister advares om at køre forsigtigt, skriver avisen Kvällsposten.

- Der kan være meget begrænset fremkommelighed på veje med nedfaldne træer og dårligt sigt, siger meteorologen Lasse Rydqvist.

Overalt i Danmark kan der ventes væltede træer og flyvende tagsten. Det er det samme vejr, som sydsvenskerne får at føle.

- Det kulminerer omkring midnat, hvor man kan havne på op mod 30 sekundmeter i vindstyrke. Ude på havet er det fuld storm, siger Rydqvist.

Folk opfordres til at surre alt, hvad der står løst foran huse og ejendomme, fast.

Sveriges meteorologiske tjeneste, SMHI, har udsendt varsler for store dele af den svenske vestkyst, Skåne og det sydveste Småland, hvor der mange steder kan ventes 25 sekundmeter vind - altså storm.

I løbet af lørdag eftermiddag kan vandstanden i Malmø og Varberg stige med 1,2 meter.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.