Færdselsforseelser

Det værste marked i politimands minde

20 sider om tyverier, spritkørsel, slagsmål og stoffer på Hjallerup Marked

Politiet havde rygende travlt på Hjallerup Marked i år. Arkivfoto

Politiet havde rygende travlt på Hjallerup Marked i år. Arkivfoto

BRØNDERSLEV:En bidsk teenagepige, en forladt baby og rockere på krigsstien har domineret overskrifterne fra årets Hjallerup Marked.- Landbetjenten siger det var det værste marked nogen sinde, oplyser politiassistent Steen Dahl fra Brønderslev Politi. Han bladrer i 20 siders døgnrapport fra lørdag og søndag med utallige episoder i Hjallerup. Søndag omkring middagstid blev en sort Hummel sportstaske stjålet fra et af spiseteltene. Tasken indeholdt bl.a. et par Converse sko, en Sony Ericsson xperia og en Hummel trøje. Søndag aften klokken lidt over 22 kunne en markedsgæst konstatere, at bilen var brudt op og et digitalkamera, en gps og noget medicin var forsvundet. Mange andre har oplevet noget lignende. - Mange tyverier er blevet efteranmeldt efter at markedet lukkede. Det er typisk lommetyverier, oplyser Steen Dahl. - Der har også været en del narko, tilføjer han og tæller seks sager om salg af euforiserende stoffer, bl.a. amfetamin. - En ung mand fra Aalborg blev taget med 5 g hash og otte poser med 1 g amfetamin. Man tror det er løgn, for der er massivt politiopbud på markedet, men de tager alligevel chancen, konstaterer politiassistenten. Nordjyllands Politi har døgnbemandet Hjallerup Marked med seks-otte mand, og desuden har der været uro- og færdselsbetjente i Hjallerup under markedet. Sidstnævnte har stoppet en del spritbilister på vej til eller fra markedet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.