Bolig

Dette nordjyske sommerhus blandt de dyreste i landet

Sommerhus i Gl. Skagen sat til salg til over 18 mio. kr. Kvadratmeterprisen overstiger 165.000 kr.

Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Desuden beskrives sommerhuset som ’nok et af Skagens smukkeste og mest historiske fiskerhuse’ af Nybolig. Foto: Google
Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Desuden beskrives sommerhuset som ’nok et af Skagens smukkeste og mest historiske fiskerhuse’ af Nybolig. Foto: Google

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:59

GL. SKAGEN: 18,5 millioner kroner.

Så meget koster et af Danmarks p.t. dyreste sommerhuse, Skawhuset på Havbakken 4B i Gl. Skagen.

Med en kvadratmeterpris på over 165.000 kr. er det landets tredjedyreste sommerhus, der er til salg lige nu, målt ud fra ud fra kvadratmeterpris.

Det har boligsiden.dk regnet sig frem til.

Det 112 kvadratmeter store sommerhus ejes af Jens Bjørnstad Stausholm fra Risskov ved Århus, der driver rådgivningsvirksomhed JS Gruppen.

Han købte sommerhuset i 2012 for 13,8 millioner kroner, fremgår det af BBR-oplysninger. Hvis det lykkes at sælge sommerhuset for 18,5 millioner kroner, vil fortjenesten altså være på 4,7 millioner kr. Heri er ejerens eventuelle udgifter til forbedringer dog ikke medregnet.

Før Jens Bjørnstad Stausholm købte sommerhuset i 2012, havde det været ejet af en familie i 85 år, siden 1927, oplyser Nybolig.

Skawhuset er sat til salg gennem Nybolig, der beskriver det som "nok et af Skagens smukkeste og mest historiske fiskerhuse. Huset er opført i 1822 og er et af de mest karakteristiske huse, der danner rammen og arkitekturen for hele Gl. Skagen. Et sted, hvor man kan nyde indbegrebet af Gl. Skagen med direkte adgang til stranden, bølgernes brusen og Danmarks smukkeste solnedgang fra ens egen terrasse."

Nybolig oplyser, at der i 2012 blev udstykket to grunde til huset. "Den ene grund i første række er med fuld panoramaudsigt over havet, hvor der er mulighed for at opføre et nyt havhus, og på den anden grund er der mulighed for at bygge et smukt bådhus, som vil fuldende stemningen i det smukke, gamle kvarter. En helt unik mulighed for køberen, som ønsker at præge arkitekturen og historien i Gl. Skagen og ønsker at danne den mest autentiske og eksklusive ramme for familie og venner på de tre bedste matrikler i Danmark", lyder det i Nyboligs beskrivelse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden