DF blev det største parti
Udsigt til styrket nordjysk repræsentation i EU - samtidig sagde et flertal i Nordjylland ja til patentdomstolen
Opdateret 26. maj 2014 kl. 05:03
NORDJYLLAND: Godt halvdelen af de nordjyder, der kunne stemme, gjorde det. Og af dém sagde et flertal ja til, at Danmark tilslutter sig EU’s patentdomstol - mens cirka hver fjerde, ved valget til Europa-Parlamentet, satte kryds ud for Dansk Folkeparti og dermed gjorde partiet til Danmarks største i EU-sammenhæng.
Det sidste betyder, at Nordjylland med stor sandsynlighed øger sin repræsentation i det europæiske parlament. For fem år siden blev Ole Christensen (S) valgt som eneste nordjyde. Den 59-årige tidligere borgmester i Brovst er ved dette valg nr. to på den socialdemokratiske liste og spås gode chancer for genvalg.
Dansk Folkepartis fremgang betyder, at det 49-årige byråds- og regionsrådsmedlem Rikke Karlsson fra Støvring - der er nr. tre på sit partis liste - har gode chancer for at kunne skifte disse to poster ud med en plads i Europa-Parlamentet.
Rikke Karlsson siger, at hun umiddelbart har svært ved at forklare Dansk Folkepartis massive fremgang:
- Vi har nok repræsenteret noget, danskerne har efterspurgt. Og så har Morten Messerschmidt ført en fantastisk valgkamp, siger hun.
Samtidig har Venstre i Nordjylland denne gang opstillet den 44-årige Jens Rohde, der allerede sidder i parlamentet, som nordjysk kandidat. Han kan erobre det ene af de mandater, partier får trods et resultat, der er dårligere, end der for kort tid siden var udsigt til.
Men sikker på genvalg kan han ikke være.
Hvem de 13 danske mandater i parlamentet tilfalder for de næste fem år, afklares formentlig først i løbet af mandag, når de personlige stemmer er talt op.
Allerede søndag aften står det imidlertid temmelig klart, at den eneste nordjyske spidskandidat, 36-årige Christina Egelund fra Aalborg, ikke kan skrive ”medlem af Europa-Parlamentet” på sit visitkort i denne omgang. Hendes parti, Liberal Alliance, tegner nemlig - som det eneste af dem, der stillede op til - til ikke at vinde nogen pladser.
Sidste gang stemte 54 pct. af nordjyderne, da der skulle vælges medlemmer til Europa-Parlamentet. Søndag var stemmeprocenten lavere. I eksempelvis Hjørring-kredsen mødte kun 48,5 pct. af vælgerne frem.
Nordjylland er delt i ni valgkredse, og i dem alle var det et flertal af vælgerne, der ved folkeafstemningen stemte ja til patentdomstolen. I Hjørring stemte hele 63,0 pct. ja, og også i Thisted-, Mariagerfjord- og Brønderslev-kredsene lå ja-procenten også over 60.
Knap så stort var flertallet i Aalborg - eksempelvis i Aalborg Øst-kredsen, hvor 56,9 pct. stemte ja.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.