DF får borgmesterposten på Læsø

Så er forhandlingerne endelig slut - nu er borgmesteren fundet

Marianne Isen
Karsten Nielsen (DF), er den nye borgmester i Læsø Kommune. Foto: Hans Ravn
KV17 Frederikshavn 27. november 2017 17:03 - Opdateret 27. november 2017 19:31

BYRUM: Læsø har fået en ny borgmester. 62-årige Karsten Nielsen fra Dansk Folkeparti afløser Tobias Birch Johansen (V) på posten 1. januar.

Det står klart efter et møde mandag eftermiddag, som endte med at alle ni, der er valgt til Læsøs nye kommunalbestyrelse, skrev under på en aftale.

Venstre, som har fire medlemmer af den nye kommunalbestyrelse, får viceborgmesterposten. Den går til Tobias Birch Johansen, som også bliver formand for Læsø færgens bestyrelse.

Ikke optimal for flertalsgruppen

Karsten Nielsen (DF) er glad for at man har lavet en bred aftale.

- Den nye aftale er bedst for Læsø, men den er ikke optimal for flertalsgruppen. Der er tale om det muliges kunst blandt andet måtte vi afgive viceborgmesterposten, som Lars Vilsen (Læsø Listen og med det næsthøjeste personlige stemmetal) skulle have haft, så Lars er skuffet, oplyser Læsøs nye borgmester.

Karsten Nielsen siger også, at kravet om ham som borgmester ikke var til forhandling med Venstre.’

- Hvis ikke vi alle ni var blevet enige om at pege på mig, så havde vi lukket den med 5-4, mener han.

Er vældig tilfreds

Gruppen på fem består af to medlemmer valgt for Dansk Folkeparti, to fra Læsø Listen og en socialdemokrat. De øvrige fire medlemmer af kommunalbestyrelsen er valgt for Venstre. Partiet gik frem ved kommunalvalget i tirsdags og Tobias Birch Johansen selv fik flest personlige stemmer, men de andre fem politikere pegede onsdag aften på Karsten Nielsen og Venstre forlod konstitueringsforhandlingerne.

Fredag blev et nyt møde så aftalt mandag og efter to timer, lå der en aftale.

- Den aftale er jeg vældig tilfreds med. Nu må vi videre, siger Tobias Birch Johansen (V).

Fordelingen af pladser

Aftalen betyder, at Folmer Hjorth Kristensen (S) fik hvad han gik efter, at han kunne fortsætte som formand for Teknik- og havneudvalget. Den post var han i øvrigt også udset til i den første smalle konstituering.

Fortsætte kan også Venstres Lone Broe Christiansen som formand for det økonomisk tunge Social- og Kulturudvalg. Her får Venstre også en plads til nyvalgte Jens Morten Hansen og det tredje medlem er per Bragt fra Dansk Folkeparti.

Læsø har kun tre fagudvalg med tre medlemmer i hvert udvalg.

I Økonomiudvalget fik flertalsgruppen to pladser. Borgmesteren er født medlem, d.v.s Karsten Nielsen sidder i udvalget. Han får følgeskab af Bente Faurholt fra Læsø Listen og Tobias Birch Johansen fra Venstre. Endelig skal nævnes, at teknik og havneudvalget udover Folmer Hjort Kristensen består af Jette Strøm (nyvalgt for Venstre) og Lars Vilsen fra Læsø Listen.

Både den nuværende og kommende borgmester regner nu med et konstruktivt samarbejde i den nye kommunalbestyrelse.

- På Læsø betyder partierne ikke så meget som personerne, og jeg er sikker på, at vi skal få tingene til at køre, siger Tobias Birch Johansen, som altså fik fire år som Læsøs borgmester.

Tema: KV17 Frederikshavn

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...