Thisted

DF vender alternativt flertal ryggen

Efter måneders turbulens om DF’s position i forhold til det alternative flertal, partiet blev en del af i november ’14 er partiet nu tilbage i ”blå blok” i Thisted Kommunalbestyrelse

25. november 2014 måtte borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) konstatere, at der var skabt et alternativt flertal mellem DF, S og EL. Nu er der skabt enighed om, at DF igen er en del af konstitueringen med V og K. Foto: Ole Iversen
25. november 2014 måtte borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) konstatere, at der var skabt et alternativt flertal mellem DF, S og EL. Nu er der skabt enighed om, at DF igen er en del af konstitueringen med V og K. Foto: Ole Iversen

Opdateret kl. 16:26

THISTED: - Faktisk er jeg fuldstændig målløs over at få beskeden ad omveje. Jeg havde en aftale med Kaj Kirk, den nye formand for DF’s gruppe i kommunalbestyrelsen, hvor tanken var, at vi skulle drøfte det fremtidige samarbejde i det alternative flertal, DF tilsluttede sig i november. Nu eksisterer det tilsyneladende ikke mere, men det er da en ualmindelig underlig måde, DF løber fra en aftale på. Det er vel ikke for meget forlangt, at en aftalepartner selv giver besked, hvis man ikke mere står ved en aftale.

Ulla Vestergaard (S), formand for den 10 mand store socialdemokratiske gruppe i Thisted Kommunalbestyrelse, var mandag formiddag ikke orienteret om, at Venstre, de konservative og DF søndag sidst på eftermiddagen havde aftalt, at konstitueringen mellem de tre partier holder og at det alternative flertal, DF havde dannet med Enhedslisten og Socialdemokraterne er fortid.

- Konstitueringsgruppen står sammen - der er dermed ikke et alternativt flertal uden om konstitueringen, fremgår det af en meddelelse, som borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) har sendt ud på vegne af sig selv og venstres gruppeformand Niels Jørgen Pedersen, Jens Kr. Yde (K) og DF’s nye gruppeformand Kaj Kirk.

Med afviklingen af det alternative flertal, DF, S og EL, er der nu ikke længere flertal bag de tre partiers beslutning om strukturen på skole- og dagtilbudsområdet. Derfor skal der i løbet af foråret træffes en strukturbeslutning på området, der i ”højere grad sikrer kvalitet og økonomi”, hedder det i meddelelsen fra V, K og DF.

Her fremgår det også, at det rådgivende paragraf 17 stk. 4-udvalg, der skulle nedsættes som en følge af novembers beslutning i det alternative flertal nu er faldet væk. I stedet skal de opgaver, der var tiltænkt udvalget, løses i fagudvalget, udvalget for erhverv, arbejdsmarked og kultur.

- Konstitueringsgruppen holder dermed fast ved det forlig, der blev indgået og stemt igennem af en enig kommunalbestyrelse i forbindelse med budget 2015, oplyser repræsentanterne for konstitueringsgruppen.

Gruppen understreger, at den vil ”arbejde for at det gode, brede samarbejde i Thisted kommune genetableres”.

- Det er en højest besynderlig måde at lægge op til et fremtidigt samarbejde, når man end ikke ulejliger sig med at orientere den gruppe, man vil samarbejde med, om det beslutninger der træffes i den blå blok. Nu har tre partier en ny aftale, og vi andre kan i princippet læne os tilbage og vente spændt på, hvad de har af tanker om den fremtidige struktur på dagtilbuds- og skoleområdet, siger Ulla Vestergaard.

Hun tilføjer, at hun, som tingene står lige nu, fremadrettet vil have ”ualmindelig svært” ved at samarbejde med DF

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden