Dieselolie forsvundet fra ejendom
Beredskab fandt ikke tegn på olien i vandløb, og miljøvagt har nu overtaget opgaven
Opdateret kl. 21:44
LØRSLEV: Nordjyllands Beredskab blev tirsdag eftermiddag kaldt ud til en ubeboet ejendom i Lørslev, sydøst for Hjørring.
Meldingen lød på en større olieforurening, men indsatsleder Thomas Dybro kunne efter en times tid sende sit mandskab hjem igen - uden at have set noget til olien.
Ifølge indsatslederen lød meldingen på, at der manglede omkring 700 liter dieselolie til et oliefyr, ligesom der manglede en brænder til fyret. Men dieselolien var altså ikke umiddelbart at se nogle steder.
- Vi har tjekket vandløb og drænledninger i nærheden af ejendommen sammen med miljøvagten fra Hjørring Kommune, og vi har ikke kunnet finde noget, siger indsatsleder Thomas Dybro.
Miljøvagt på opgaven
Der var altså ikke behov for en akut indsats, og Thomas Dybro fortæller, at det er miljøvagten, der har overtaget opgaven med at opspore den forsvundne dieselolie.
Miljøvagt i Hjørring Kommune, Poul Træholt, oplyser tirsdag ved 17-tiden, at man i den videre "efterforskning" ikke har fundet spor af olien i vandområder i hverken nær- eller fjernmiljøet.
- Vi formoder, at olien temmelig sikkert, medminde det er stjålet, er røget ud gennem et afløb i det rum, hvor fyret står og ned i nedsivning og ligger på grunden, siger Poul Træholt.
Sandsynligvis jordforurening
Sandsynligvis er der dermed tale om en jordforurening, forklarer miljøvagten.
Han oplyser, at Hjørring Kommune fortsat følger op på, at olien bliver fundet, men at det nu er ejerens forsikringsselskab, der tager over. Typisk vil det betyde, at et oprydningsselskab bliver sat i gang.
- Forhåbentlig ligger olien uden for huset, og så er den mere eller mindre lige til at grave op. Men hvis den har bredt sig, kan olien muligvis ligge under huset, og så er der langt større udfordringer for husejeren og forsikringsselskabet, siger Poul Træholt.
Hold øje med ejendomme
Han opfordrer folk, der har ejendomme til at stå tomme, til at holde øje med ejendommene engang imellem og tjekke op på installationer.
Poul Træholt forklarer, at det var en servicemedarbejder fra et oliefyrsfirma, der tirsdag kunne konstatere, at brænderen til oliefyret var afmonteret. Hvorvidt brænderen er stjålet vides endnu ikke.
Miljøvagten understreger, at både ejendommens olietank og fyringsforhold er godkendt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.