Dieseltyve taget på fersk gerning
Lastbilchauffører opdagede tyveri
ELLIDSHØJ: Nordjyllands Politi anholdt natten til mandag to mænd og sigtede dem for dieseltyveri. Mændene, der er 18 og 45 år, er formentlig af litauisk oprindelse.
- De blev anholdt ved en kridtgrav eller grusgrav på Ellidshøjgårdvej ved Ellidshøj, oplyser vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi.
Mændene blev opdaget af nogle lastbilchauffører, som havde ærinde i kridtgraven. De kunne se, at der holdt en sølvfarvet kassevogn med litauiske nummerplader, som ikke hørte til, og fik tilkaldt politiet.
- Mændene har også været i kikkerten hos Østjyllands Politi. De skal afhøres med tolk tirsdag formiddag, siger Bent Højgaard.