Digital satsning giver resultater
Vækst Jammerbugt har oplevet vækst på 61 procent på visitjammerbugten.dk i løbet af det seneste år
JAMMERBUGT: Det kan betale sig for Vækst Jammerbugt at satse på onlinemarkedsføring. Antallet af besøgende på visitjammerbugten.dk er på et år øget fra 102.000 til 165.000.
På siden er der forskellige tilbud i Jammerbugten, blandt andet: arrangementer, bookning af overnatninger og pakketilbud. Det er især Fårup Sommerland, koncerter og naturoplevelser, der trækker.
Gæsterne findes via søgeoptimering, nyhedsbreve og konkurrencer. Der annonceres også på Google, Facebook og oplevdanmark.dk
Den digitale satsning er på baggrund af undersøgelser fra Visit Denmark, der viser, at de fleste turister starter deres søgning efter overnatninger og oplevelser på nettet, især via søgemaskiner og sociale medier. Online-annoncerne har ramt plet. Mange brugere klikker på dem.
- Vi har især haft succes med vores internationale brand, The Bay Denmark, hvor op mod hver syvende, der har set annoncerne har klikket på dem. Det er meget højt. Normalt regner man med 1-2 procent, siger Anne Nøhr Ringgren fra Vækst Jammerbugt.
TV2’s serier, Gutterne på kutterne (Thorupstrand) og Badehotellet (Svinkløv), har også været brugt til at reklamere for Jammerbugt på Google og Facebook. Der annonceres med, at man kan opleve de ægte kulisser fra Badehotellet og se autentisk, bæredygtigt fiskeri i Thorupstrand.
Det har haft god effekt. 65 kampagner på Facebook har givet 90.000 kliks.
Det er forskelligt, hvad folk ønsker. De danske serier er ikke kendt i udlandet. Her har man mere satset på natur og autencitet.
Autencitet og natur
- Vores internationale brand, The Bay Denmark har virket godt. Det udenlandske publikum er interesseret i naturen, det autentiske og det egnsspecifikke. Her har vi noget, der skiller os ud med havbådene, kysthistorien og smukke naturområder, siger Anne Nøhr Ringgren.
Der kommer mange nordmænd til Jammerbugt. De vil gerne køre mountainbike. Her har nyligt anlagte spor i Slettestrand og Blokhus-området givet øget tilstrømning.
- Det er meget eftertragtet blandt norske gæster at køre mountainbike. Her er som regel ikke sne og vi har mange gode spor i Jammerbugt, siger Anne Nøhr Ringgren.
Vækst Jammerbugt håber at fortsætte online-væksten næste år. Det skal blandt andet ske gennem flere partnerskaber med virksomheder om fælles markedsføring og flere sæsonkampagner omkring ferier og højtider.
Virksomheder i Jammerbugt vil også kunne deltage i kurser om online-markedsføring. Det sker i samarbejde med Vækstfonden, Erhvervsministeriet og Google.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.