Digitale aviser går frem
Papiravisen har det svært, mens den digitale oplever pæn fremgang
Opdateret kl. 10:58
NORDJYLLAND: Den digitale avis oplever en betydelig fremgang inden for såvel annoncering som salg af digitale abonnementer.
Samlet set har den danske avisbranche dog over en årrække oplevet tilbagegang, og tendensen ventes at fortsætte. Det viser en ny undersøgelse af avisbranchen fra PwC.
Ifølge PwC’s årlige analyse Global Entertainment & Media Outlook 2016-2020 forventes den årlige omsætning inden for den digitale avisudgivelse at stige med i gennemsnit hele 28 procent årligt. Samlet forventes den danske avisbranche dog at falde med i gennemsnit 3,5 procent årligt frem mod 2020.
Dette tal dækker over annoncering samt udgivelser af aviser, begge dele både digitalt og print.
Faldende annoncesalg
Omsætningen for selve avisudgivelser i løssalg og abonnement udgjorde i 2015 ca. 3,1 mia. kr. for print og ca. 125 mio. kroner for digitalt indhold. I 2020 ventes tallene at være på hhv. ca. 2,5 mia. kr. og ca. 430 mio. kroner. Der er altså en høj vækst inden for de digitale udgivelser.
Omsætningen vedr. annoncering udgør i 2015 ca. 3,3 mia. kr., hvoraf digital annoncering tegner sig for ca. 14 procent svarende til ca. 450 mio. kr.
I 2020 forventes omsætning vedrørende annoncering at falde til 2,4 mia. kr., hvoraf den digitale omsætning vil udgøre ca. 22 procent eller ca. 530 mio. kr.
- Det er naturligvis positivt, at aviserne oplever digital vækst. Udviklingen er dog ikke tilstrækkelig til at holde hånden under den samlede vækst. Der er ingen tvivl om at de traditionelle mediehuse er udfordret, og derfor vil vi også fortsat se nyt indhold og nye alliancer i branchen med fokus på digital vækst og rentabilitet, lyder vurderingen fra Leif Ulbæk Jensen partner og medieekspert i PwC.
Tilbagegangen har ført til, at mediehusene skærer ned på udgifterne og gennemfører effektiviseringstiltag for at underbygge deres økonomiske position. Her ses JP/Politikens opkøb af Dagbladet Børsen fra Bonnier i starten af 2016 og de offentliggjorte nedskæringer hos JP/Politiken og JyskFynske medier som de seneste eksempler.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.