HIMMERLAND:En fejl i forbindelse med en rutinetest af strømforsyningen til Himmerlands Elforsynings anlæg i Aalborg var fredag formiddag årsag til, at forbrugerne i hele HEF Fibernets område var uden tv, telefon og internetforbindelse fra kl. 07.28 til klokken 11.50. Det oplyser selskabets tekniske chef Peter Isager.
- Vi er rigtig kede af de ulemper, vore kunder har haft, men vi satte alle kræfter ind med det samme for at løse problemet, siger han.
Nogle elektroniske kredsløb brændte sammen, da en nødgenerator skulle testes, og i processen med at genetablere disse, blev signalvejene i Himmerland så forstyrrede, at signalerne ikke kunne finde rundt i fiberkabler, fortæller den tekniske chef.
- Det var en meget atypisk situation, hvor de ”signalpunkter”, der skal sørge for at signalerne kommer de rigtige steder hen i netværket, gik fuldstændig i baglås, og det var en virkelig svær nød at knække for vores dygtige teknikere, siger Peter Isager.
HEF Fibernets netvæk er ellers bygget op, så den slags situationer ikke opstår, men et samspil af uheldige omstændgheder spillede perfekt sammen denne fredag morgen og formiddag, lyder det fra HEF, der nu skal i gang med en analyse af, hvordan det kunne gå så galt, og hvordan selskabet kan undgå lignende nedbrud i fremtiden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.