Din græsplæne kan være farlig

Miljøministeren vil fjerne ni sprøjtemidler til plæner fra markedet, da de kan være skadelige for børn

Bruger du sprøjtemidler på din græsplæne, kan dine børn tage skade. Foto: Scanpix

Bruger du sprøjtemidler på din græsplæne, kan dine børn tage skade. Foto: Scanpix

DANMARK:Der skal være bedre styr på de sprøjtemidler, vi danskere bruger hjemme i haven. Derfor vil miljøminister Kirsten Brosbøl nu have ufortyndede sprøjtemidler om bag disken i butikkerne. Desuden skal ni problematiske sprøjtemidler fjernes helt fra markedet.

På baggrund af ny viden om de ni produkter vurderer Miljøstyrelsen, at de måske kan medføre en sundhedsrisiko for børn, der leger på græsplæner, som kort inden er blevet sprøjtet med midlerne. Derfor bliver de nu fjernet fra markedet.

- Det skal ikke være farligt at lege på en græsplæne på grund af sprøjtegifte. Jeg er meget optaget af, at der skal være styr på den skadelige kemi, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

Skal ikke selv blande

Risikoen opstår kun ved hyppig og længerevarende kontakt med midlerne, men anbefalingen er, at man du skiller sig af med dem, hvis de står hjemme på hylden - eller sørger for, at børn ikke leger på græsplænen de første par dage, efter den er sprøjtet.

Kirsten Brosbøl vil desuden gøre valget lettere for haveejerne, når de skal købe sprøjtemidler til haven. Midler, der er klar til brug, skal være nemmere at komme til end midler, man selv skal blande op.

- Jeg er meget opsat på, at vi bruger færrest mulige sprøjtegifte, og at haveejere, der tyer til dem, i hvert fald bruger dem korrekt. Derfor er jeg på vej med nye regler, der skal få ufortyndede sprøjtemidler om bag disken, så det kun er de færdigblandede, man selv kan finde på hylderne. Det er alt andet lige sværere at dosere midlerne forkert, når man ikke selv skal rode med at fortynde dem op med vand, siger Kirsten Brosbøl.

Nye regler fra 2015

De nye regler bliver sendt i høring, og der er lagt op til, at de skal træde i kraft fra november 2015, så butikkerne får mulighed for at indrette efter de nye regler og uddanne personale til at rådgive kunderne om brug af sprøjtemidler.

/BLM/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.