Din mobil er altså også i fare
Hvad har du gjort for at undgå, at tyve eller hackere får adgang til din mobiltelefon?
HELE LANDET: Uanset hvor mange historier om film- og sportsstjerner, der har fået deres mobiltelefoner hacket og private fotos og beskeder opsnappet af fremmede, så er vi danskere ikke nervøse for, at det skal overgå os.
Vi er i hvert fald ikke særlig opsatte på at beskytte adgangen til vores mobiltelefoner, viser en ny undersøgelse, som Telia og YouGov har foretaget blandt 1006 voksne danskere.
Langt under halvdelen af os (42 procent) har således installeret ”remote wipe” eller ”Find my iPhone” på vores telefoner – så vi kan slette alle data på mobilen, hvis den skulle falde i de forkerte hænder.
Desuden er mere end hver fjerde smartphone, der risikerer at blive glemt på en café eller måske stjålet fra frakkelommen, helt åben for kriminelle, idet 27 procent af alle, der ejer en smartphone, hverken har beskyttet deres telefon med en tastekode eller anden simpel låsefunktion.
Trådløse netværk
Den meget afslappede holdning til mobilsikkerheden hænger sammen med, at mere end to ud af tre danskere svarer, at de ikke er bekymrede for, at deres mobiltelefon skal blive hacket.
Vores største sikkerhedsbekymring gælder faktisk offentlige, trådløse netværk. Det logger kun hver tredje af os på uden forbehold, mens mere end hver femte aldrig bruger dem. En sidste tredjedel bruger gerne de åbne netværk – men ikke hvis de skal logge på følsomme funktioner som f.eks. netbank og NemID.
- For mange fungerer smartphonen som den primære adgang til bankoplysninger, mails og kalender samt helt personlige minder som billeder og videoer. Det gør hverdagen lettere og sjovere, fordi vi har det hele lige ved hånden, men det gør også, at vi er nødt til at tænke på vores mobil lidt ligesom en bagdør til vores hjem. Hér kommer man rigtig langt med en simpel tastelås, og blot ved at installere enkelte apps kan man sikre sig mulighed for at slette personligt indhold fra mobilen, hvis uheldet skulle være ude, siger privatkundedirektør i Telia, Christoph Nørgaard.
/BLM/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.