Forsikringsbranchen

Dobbelt op på overskud i Himmerland Forsikring

Flot stigning i overskuddet fra 2015 til 2016 i det lokale forsikringsselskab

Ole Færch kan glæde sig over, at Himmerland Forsikrings resultat blev næsten fordoblet fra 2015 til 2016. Foto: Himmerland Forsikring
Ole Færch kan glæde sig over, at Himmerland Forsikrings resultat blev næsten fordoblet fra 2015 til 2016. Foto: Himmerland Forsikring Foto: Torben Hansen

Opdateret 20. april 2017 kl. 09:03

AARS: Himmerland Forsikring GS kan melde om næsten en fordobling af resultatet efter skat, der er vokset til 50 millioner kroner i 2016 i forhold til 26 millioner kroner i 2015. Det fremgår af det nordjyske forsikringsselskabs årsrapport for 2016.

Den markante fremgang skyldes især et stærkt forbedret resultat af driften i datterselskabet Concordia Forsikring og meget større kursgevinster på beholdningen af værdipapirer.

Det hjælper også, at selve forsikringsdriften - det forsikringstekniske resultat, der viser forholdet mellem præmieindtægterne og de udbetalte erstatninger - har udviklet sig positivt fra et underskud i 2015 til et overskud i 2016.

Himmerland Forsikrings egenkapital var ved årsskiftet på 752 millioner kroner. Det betyder, at Himmerland Forsikrings kapitalgrundlag er over tre gange så stort som nødvendigt i forhold til lovgivningens minimumskrav.

Præmier dækker erstatninger

Himmerland Forsikrings combined ratio er på knap 95 procent. Bag dette tekniske udtryk gemmer der sig det forhold, at præmieindtægterne er større end driftsudgifterne og udbetalingerne af erstatninger lagt sammen. Den basale forsikringsdrift giver altså i sig selv overskud.

- Gennem Dyrekassen Danmark og Dansk Hesteforsikring har vi fået et godt fodfæste inden for tegning af specialforsikringer til hunde, katte og heste i hele landet, ligesom Concordia Forsikring, der har kontorer i Odense, Aars, Ærøskøbing, Frederiksberg og på Læsø, er i pæn fremdrift, konstaterer Ole Færch, der er administrerende direktør i Himmerland Forsikring.

Himmerland Forsikring forventer dog et dårligere resultat af forsikringsdriften i år set i forhold til 2016. Det skyldes, at afkastet af selskabets investeringer forventes at ville falde i forhold til resultatet sidste år.

Himmerland Forsikring er et gensidigt forsikringsselskab. Det betyder, at det er ejet af dets forsikringstagere, som også kaldes medlemmer.

I et gensidigt forsikringsselskab hæfter forsikringstagerne (altså medlemmerne) for selskabets forpligtelser.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden