Dobbelt triumf for Hobro Skiklub
Christoffer Faarup vandt DM-guld i Super-G foran den bare 14-årige klubkammerat Marcus Vorre
HÄRJEDALEN: Det var som ventet Christoffer Faarup fra Hobro Skiklub, der tog guldet på førstedagen af DM i alpin skisport i Funäsdalen i Sverige.
Den 20-årige løber, der for nylig deltog ved både juniorernes og seniorernes VM, var klart hurtigst i Super-G disciplinen i tiden 47.83.
Den store overraskelse kom imidlertid på andenpladsen, hvor den blot 14-årige Marcus Vorre fra Hobro Skiklub klemte sig ind i tiden 49.51. Dermed henviste han overraskende den langt mere erfarne Malik Holm fra Roskilde til bronzepladsen.
Hobro Skiklub fik i alt fire medaljer på førstedagen af de danske mesterskaber i alpint skiløb. Sofie Rod Sørensen vandt bronze hos juniorerne, mens Thomas Høgsbro vandt guld i veteranklassen.
DM fortsætter ugen ud.