EMNER

”Død” mand kom til egen begravelse

Bror tog fejl ved identifikation af dræbt bilvasker - og så var forvirringen total

Arkivfoto
Arkivfoto

BRASILIEN: Hvad ville du sige, hvis den mand, du sad og sørgede over var død, pludselig trådte ind af døren i levende live?

Det kunne nok give et hvin eller to - måske især fra sørgehøjtidelighedens kvindelige deltagere.
Men det var rent faktisk, hvad en familie i det nordøstlige Brasilien har oplevet, skriver jyllands-posten.dk.
En 41-årig bilvasker - Gilberto Araujo - var angiveligt blevet skudt, og hans bror kaldt ind for at identificere ham. Det gjorde broderen positivt.

Flere besvimede

Den dræbte bilvasker blev derefter lagt i kiste, og familien holdt en sørgekomsammen.

Men pludselig trådte Gilberto Araujo lyslevende ind i kirken, hvor begravelsen var igang.
Det fik ifølge en af deltagerne i sørgehøjtideligheden nogle af de tilstedeværende til at blive så chokerede, at de besvimede. Det viste sig, at den døde i kisten var Gilberto Araujos kollega - en mand ved navn Genivaldo Santos Gama.
- De to mænd ligner hinanden meget og er begge to bilvaskere, siger broderen Jose Marcos Araujos kone, Ana Paula ifølge nyhedsbureauet AP.

Lykkelig mor

Kort før begravelsen skulle finde sted i mandags, mødte Gilberto Araujo en af sine venner, som mente, at han nok hellere lige måtte smutte hjem til sin mor.

- Jeg er meget lykkelig. Hvilken mor ville ikke være det, efter hun er blevet fortalt, at hendes søn er død, hvorefter hun ser ham i live, spørger Gilberto Araujos mor ifølge AP.
Hvordan den egentlig dræbtes familie reagerede på forvekslingen, melder historien ikke noget om.

Gå til relaterede emner

Forsiden