Åsted

Døden - set med et barns øjne

Birte Overlade er opvokset som nabo til Åsted Kirke og derfor faldt det hende nemt at skrive ny højtlæsningsbog

Da Birte Overlade var barn var Kirkensgård - i baggrunden - en gammel hvid gård med rødt tag og små grønne vinduer. I dag er bygningerne revet ned og erstattet af en flot rødstensgård.
Da Birte Overlade var barn var Kirkensgård - i baggrunden - en gammel hvid gård med rødt tag og små grønne vinduer. I dag er bygningerne revet ned og erstattet af en flot rødstensgård. Bent Bach

VENDSYSSEL: ”Jeg er ked af at skulle sige det her til dig, Pelle. Din fars kræft har bredt sig til nyrerne, de er gået i stå”. Lægen laver en lang pause, inden han fortsætter. ”Din far vil snart dø”.

Dette er et lille citat fra Birte Overlades bog ”Lille Guds barn”. Den 9-årige Pelle er fortælleren i bogen, der er velegnet som højtlæsningsbog for lidt større børn.

På flere måder er bogen autentisk. Bogens Pelle hedder i virkeligheden Jeppe og er i dag 20 år gammel. Hans mor er forfatteren Birte Overlade, og faderen var ortopædisk håndskomager Jørgen Simmelsgaard, der døde i 2004. Der var en aldersforskel på 35 år mellem forældrene, der boede på gården Birket ved Sindal. Det er ikke langt fra, hvor Birte Overlade bor i dag.

- Jørgen gav mig alt det, jeg manglede. Han gav mig ”mulighedernes land”. Vi fandt et fantastisk fællesskab i livet, forklarer Birte Overlade.

- Det har taget mig ti år år at komme over at miste ham. Jeg har skrevet mig ud af sorgen.

Til trøst for børn og unge

Birte Overlade begyndte med at skrive på den voksne måde, men følte i skriveprocessen, at det var naturligt at lade et barn fortælle om afskeden med sin far. Hun fik sønnen Jeppes accept af at bruge hans stemme - i bogen som drengen Pelle.

- Det er mit store ønske, at bogen kan blive til trøst for børn og unge, som mister, at den kan give dem modet til at bryde den ellers så ubrydelige mur, som døden kan være omgivet af - ikke mindst for voksne, siger Birte Overlade.

I dag bor hun i Hørmested, men barndommen var på gården Kirkensgård - nærmeste nabo til Åsted Kirke.

- Det gav mig et meget afslappet forhold til døden. Ved begravelser fik mine tre søstre og jeg lov at hjælpe graverægteparret. Når graven var dækket, fik vi lov til at hente kransene og blomsterne og være med til at pynte gravstedet.

Afslappet forhold til døden

- Derfor falder det mig naturligt at gå tæt på døden og at have et afslappet forhold til den - samt at skrive om den, siger Birte Overlade.

I bogen er det John Krag, Sindal Begravelsesforretning, der lægger navn til bedemanden. Det er ham, der giver klar og ærlig besked, når den 9-årige Pelle stiller spørgsmål.

”Min far har fået bundet et hvidt klæde om hovedet. Hvorfor er fars hoved bundet ind? ”For at holde kæben og munden på plads”, forklarer John, da jeg spørger ham. ”Hvis ikke kæben holdes på plads, kan munden åbne sig fuldstændigt”. Havde fars mund stået åben, kunne jeg have set min fars guldkroner. Dem har han mange af. Jeg plejer at kunne se dem, når min far griner højt, og det gør han tit - eller gjorde.”

- Jeg så, hvordan min søn på ærlige barnlig vis greb fat i den yderst uvante situation, som døden er for et barn.

- Midt i sorgen var det befriende, at vi kunne tale om alt det, der skete omkring os.

- Det er det, jeg forsøger at dele med andre, som måtte stå i en tilsvarende situation, siger Birte Overlade.

Forfatteren

Birte Overlade stammer fra Åsted, men i dag bor hun i Hørmested - i et hus, som hun sin tid købte og renoverede sammen med sin mand, Jørgen Simmelsgaard.

Hun er uddannet lærer og har blandt andet arbejdet ti år på Ravnshøj Skole. I øjeblikket er hun vikar på Hjørring Private Realskole.

- Det er sted, hvor jeg er rigtig glad for at være, men skriveriet er min helt store interesse, fortæller Birte Overlade.

Derfor har hun de seneste år også læst dansk på Aalborg Universitet, hvor et intenst arbejde med sproget har inspireret hende til at udtrykke sig skønlitterært. Hun har desuden en bachelor fra Journalisthøjskolen i Aarhus.

Sidste år udgav hun sin første bog i Jeppe-serien - Jeppe og oldemor læser - for de 2-4 årige med henblik på dialogisk læsning - foruden Lille Guds barn. Jeppe-serien bliver på i alt 16 bøger.

Birte Overlade udgiver bøgerne på sit eget forlag, Forlaget BO. Hun sidder med i en forfattercafé i Hjørring, hvor flere forfattere mødes og drøfter hinandens værker.

- Som forlægger skal jeg selv være særligt kritisk. Derfor er det godt at få værdifuld sparring og gode råd i forfattercaféen, siger Birte Overlade, der også har fået positiv respons fra lærerkolleger.

Måske kan Lille Guds barn også bruges i undervisningen i skolerne.

- Min næste skrivemæssige udfordring bliver at få skrevet en voksenroman, som har ligget i dvale i nogle år. Det er en nøgleroman, som udfolder sig i det nære miljø omkring Hjørring, Sindal og Frederikshavn, - med udgangspunkt i mine egne oplevelser, fortæller Birte Overlade.

Læs mere på forlagetbo.dk

PS: Jørgen Simmelsgaard er begravet i Søllested på Lolland. Det var herfra han og hans første kone kom til Frederikshavn i 1950. Det ortopædiske skomagerværksted videreføres i dag af en anden søn, Per Simmelsgaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden