Dødsfald

‡Rita Pedersen, Rosengården, Sæby, 87 år. Rita Pedersen var opvokset hos lærer Irgens-Møllers i "Skoven skole" i Bindslev, hvor hun havde en tryg og god barndom. Efter eksamen fra Sindal Realskole havde Rita Pedersen flere pladser i huset, inden hun i 1946 blev gift med Oluf Villiam Pedersen fra Lyngså, og sammen drev de købmandshandel i Mylund indtil 1965. Herefter flyttede de til Hørby station, hvor Rita Pedersen var ekspeditrice, indtil banen blev nedlagt i 1968. Herefter fandt hun et tilsvarende job på Mårsø station ved Odsherredsbanen, men da Villiam Pedersen i 1978 fik stations-mesterjob i Malling, kunne de igen vende tilbage til Jylland. Efter fem år havde Rita Pedersen den store sorg pludseligt at miste sin mand, og hun flyttede i 1984 til Sæby, dels for at arbejde på posthuset, dels for at være tættere på sine børn og familiens oase, sommerhuset i Lyngså. Rita Pedersen var hele livet et yderst venligt og hjælpsomt menneske, der havde let ved kontakt med andre, og som spredte megen glæde både i familien, som søndagsskole- og spejderleder, i vennekredsen omkring kirke og missionshus, på arbejdspladsen og sidst på plejehjemmet Rosengården, hvor hun måtte tage ophold i 2005 på grund af begyndende demens. Rita Pedersen efterlader døtrene Inge i Hallund og Kirsten i Hørby med deres familier og en kær flok børnebørn og oldebørn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.