Dødsfald

‡Aase Sørensen, Grønnegade 34, Brønderslev, 81 år. Aase Sørensen var født på Jerslev Østermark som datter af Olga og Alfred Christensen. Som ung kom hun ud at tjene på egnens gårde, men havde også i to år plads på Fyn. Da hun blev gift med Niels Melvad Sørensen, blev hun bosat på en mindre landejendom ved Hallund. Her deltog hun i alt arbejde såvel i mark og stald som i hus og have. Samtidig strikkede og syede hun meget til den store børneflok, der efterhånden kom til. Hun interesserede sig meget for blomster både inde og ude, ligesom hun bagte og syltede meget. I 1982 døde Niels Sørensen, men Aase Sørensen blev boende på ejendommen og drev den videre, indtil hun i 1987 afhændede den og byggede hus i Hallund. Hun holdt meget af at færdes i naturen, spillede gerne kort og var med i en kortklub. For ca. fire år siden flyttede hun til Brønderslev. Her fandt hun hurtigt en ny omgangskreds, men glemte ikke tidligere venner. Hun deltog med glæde og interesse i aktiviteterne på Grønningen. Aase Sørensen, der døde pludselig, var frisk til det sidste. Hun efterlader tre sønner og tre døtre: John i Try, Grethe i Hjallerup, Hanne i Brønderslev, Bodil i Lille Binderup, Erik ved Dronninglund og Jørgen i Hallund, samt 15 børnebørn og fire oldebørn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.