dødsfald
‡John Benny Andersen, Barfredsvej 72, Frederikshavn, 56 år. John Benny Andersen voksede op i Kvissel ved Frederikshavn sammen med fire søskende. Hans skolegang foregik på Ravnshøj Skole, og han fik efterfølgende en uddannelse som teknisk assistent. Derefter blev han ansat på Alpha Diesel (i dag MAN Diesel & Turbo) hvor han var i knap 35 år, inden fabrikken for fire år siden indskrænkede antallet af ansatte. Efter en kort tid som arbejdsløs blev John Benny Andersen ansat på metalbearbejdnings- og plastbearbejdningsfabrikken Prodan A/S i Randers. Han var ivrig håndboldfan og var midt i 1990'erne med til at starte fanklubben for håndboldpigerne i Fox Team Nord. Han blev formand og fulgte ivrigt klubbens førstehold ude og hjemme. Som ung var han ivrig cykelrytter, og i mange år har Londonklubben Queens Park Rangers i den engelske Premier League været hans favoritklub. Han var stor musikfan med en bred smag af de seneste 40 års musik. Han nød at være sammen med sine børn og børnebørn, og for fire år siden blev han kæreste med Anne Marie fra Göteborg. John Benny Andersen har boet de sidste 20 år på Barfredsvej, og før den tid 10 år i Fælledbo. Han døde pludseligt og uden varsel på arbejdspladsen. John Benny Andersen efterlader to børn, tre børnebørn, fire søskende samt kæresten Anne Marie.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.