Aalborg

dødsfald

Ellen margarethe Hvims
Ellen margarethe Hvims

‡ Ellen Margarethe Hvims, Golfparken 36, Aalborg, 89 år. Ellen Margarethe Hvims var født i Chemnitz i den østtyske delstat Sachsen, hvor hendes far var møbelfabrikant Georg Richter og mor Holga Richter. Som to-årig kom hun sammen med sin bror til godset Ravnborg ved Solbjerg, hvor hun voksede op hos sine bedsteforældre, Claudius og Ellen Svanholm. Da bedstefaderen, godsejer Svanholm, døde i 1935, fik Holga og børnene Walter og Ellen det nybyggede "Skovhuset" ved Solbjergs daværende jernbanestation. I 1942 rejste Ellen Richter til København, hvor hun skulle underholde skibsrederne Christian og Selma Jensens eneste datter, Anne Christine. I København mødte hun også Tage, der var salgskonsulent og udsendt af sin far, tobaksgrosserer Thomas Hvims, Hadsund. Bekendtskabet med Tage førte sidst i 1940'erne parret til Hadsund, og efter et stort bryllup på Ravnborg i 1949 boede Ellen og Tage endnu nogle år i Hadsund. I 1951 fik de sønnen Ole, og i 1956 flyttede familien til Aalborg, hvor et nybyggeri med 170 lejligheder skulle have flere moderne dagligvareforretninger, og Tage etablerede sig som købmand med en stor og topmoderne selvbetjeningsbutik, "Golfparkens Kolonial", hvor Ellen blev medhjælpende hustru. Som de første lejere i komplekset fik de lov til at vælge lejlighed - det blev nummer 36. Midt i 1970'erne solgte parret kolonialforretningen, og i 1977 blev Ellen enke efter Tages pludselige sygdom og død. I en periode bestyrede Ellen Hvims kaffeforretningen "Negro Kaffe" på Boulevarden. Hun blev boende i nr. 36 og fik senere kontakt med sin ungdomsven, Kai Ingvardsen, som i sin tid havde været forpagter på Ravnborg, og de havde den glæde at bo sammen i næsten 20 år. Med lidt hjemmehjælp klarede Ellen Hvims næsten frem til sin død at holde sit smukke antikke hjem. Ellen Hvims var gennem hele sit liv højt værdsat, respekteret og vellidt. Hun var en dygtig og utrættelig husmor med gode kundskaber og en udpræget ordens- og kvalitetssans. Hun betænkte altid andre før sig selv, og ikke mindst børn og børnebørn, der altid blev modtaget med åbne arme, vil savne deres farmor.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden