Dødsfald

Uffe Gitz-Johansen.

Uffe Gitz-Johansen.

‡Uffe Gitz-Johansen, fhv. klitplantør, billedskærer, Vestkystveje 34, Under Lien, Brovst, 75 år. Uffe Gitz-Johansen var livet igennem begejstret for træ og træer, en glæde, der begyndte i barndommen med opvæksten i et kreativt miljø, som faderen, Aage Gitz-Johansen, satte sit præg på med maleri, akvareller og grønlandske masker. Sønnen valgte ganske vist en forstlig uddannelse, men den gav ham også den elskede daglige kontakt med træ og træer. Det blev til 40 år i statsskoven, først i Vestjylland, senere Fosdal Plantage i Han Herred, dels som klitplantør, dels som skovfoged. Han satte sine spor i skoven, for han skar figurer i stubbe rundt omkring, så skovtursgæsterne mødte overraskende syn på deres vandringer eller skiture. Evnen og lysten til at skære i træ fik han endnu mere tid til at udfolde, da han valgte at stoppe i statens tjeneste i 1996. Da havde han allerede i mange år taget aktivt del i først teatergruppen Morild, senere Dunkelfolket, der med hans kone Kirsten som leder er blevet kendt langt ud over Nordjyllands grænser. Ægteparret flyttede fra plantørboligen på Fosdalvej til en landejendom under skrænterne ved Lien, og her blomstrede det kreative liv med træ videre. Uffe Gitz-Johansen befandt sig allerbedst i sit store træværksted, hvor store og små skulpturer og billedskærerarbejder blev til, senest 14 udsmykninger til Sankt Josephs Kirke i København. Hans senere år var præget af sygdom, men begejstringen og glæden ved træarbejdet kunne ingen tage fra ham. Uffe Gitz-Johansen, der mistede sin første kone i en ung alder, efterlader sin kone, Kirsten Gitz-Johansen, samt fem børn og en flok børnebørn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.