Dødsfald
‡Kaj Børge Christensen, tidligere mekaniker, Aalborgvej 407, Dybvad, 79 år. Kaj voksede op i Mølholt ved Præstbro sammen med to søskende. Han blev uddannet mekaniker og aftjente derefter sin værnepligt. 21. september 1958 blev han gift med Ellen, og samme år byggede de privatbolig og Gulf-servicestation på Aalborgvej 409. Her arbejdede parret pligtopfyldende med lange arbejdsdage og havde mange tilfredse kunder. I de følgende år fik parret tre børn, der alle blev aktive hjælpere. Parret fik i 1961 forhandlingen af Volvo-traktorer, og Kaj fik kaldenavnet Volvo-Kaj. Ud over sit daglige arbejde havde Kaj en del tillidsposter, dels som brandmand i det Frivillige Brandkorps, som formand i Dybvad og Omegns Elforening og i mange år som bestyrelsesmedlem i Elforsyningen ESV. Når han havde behov for at slappe af, foregik det på Aså havn, hvor han havde del i en gammel kutter, som blev købt i 1977 og vedligeholdt sammen med venner og naboer. Det maritime miljø tiltalte ham meget, og mange ture blev foretaget sammen med Ellen og børnene. Men rejser blev det også til, sponseret af Volvo Danmark - de fleste til varmere himmelstrøg, inklusiv en drømmerejse til Brasilien. I 1998 mistede Kaj sin hustru. Et par år senere mødte han Randi, og da han i 2006 solgte aktiviteterne på Aalborgvej 409 videre til en søn, købte de huset i nummer 407, hvor han startede en mindre produktion af vin fra egne vinstokke, og parret begyndte med seniordans og korsang. I 2010 blev han ramt af sygdom, men alligevel kom dødsfaldet som en overraskelse. Kaj Børge Christensen efterlader sin veninde Randi, de tre børn, Hanne, Leif og Bent med ægtefæller, samt otte børnebørn.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.