Dømt for gps-kup til 400.000 kroner

To litauere skal i fængsel og udvises for tyveri af dyrt gps-udstyr

Arkivfoto: Bo Lehm
Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret kl. 22:30

HIMMERLAND: To mænd fra Litauen blev onsdag dømt for tyveri af dyrt gps-udstyr til omkring 400.000 fra traktorer i Nørager-området.

Det oplyser anklager Søren Riis Andersen.

Tyveriet skete 16. og 17. august, hvor de to mænd på henholdsvis 30 og 25 år brød ind i en maskinhal og stjal gps-udstyret fra landbrugsmaskinerne. Men mændene nåede ikke langt, for politiet kunne spore gps-udstyret med gps, og mændene blev stoppet af en patrulje i Hobro med tyvekosterne i bilen.

Nægtede sig skyldige

De to mænd nægtede sig begge skyldige. Det var kun den ene af mændene, der forklarede sig i Retten i Aalborg. Her fortalte han, at han havde været på ferie i Danmark, og at han fandt en pose med gps-udstyr på en rasteplads, og at han tog posen med sig, forklarer anklageren.

Den forklaring troede retten dog ikke på, og idømte den 25-årige mand otte måneders fængsel, mens den 30-årige fik syv måneder bag tremmer. Begge blev udvist af landet i seks år.

De modtog begge dommen.

Forsiden