Døstrups nye børnehus slog dørene op
På lidt mere end et halvt år er Døstrups børnehus gået fra at være en tanke til at blive en realitet

Galleri - Tryk og se alle billederne.
DØSTRUP:Tirsdag 1. august kunne Døstrups nye børnehus slå dørene op for første gang. Otte børn blev passet af pædagogerne Amalie Kastbjerg og Helle Rosendahl, der siden årsskiftet har arbejdet ihærdigt på at få gjort den gamle stationsbygning i Døstrup klar til at huse både vuggestue- og børnehavebørn.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Helle Rosendahl.
Hun sprang hurtigt til, da Amalie Kastbjerg tilbage i december fortalte om den idé, hun havde fået, og siden da er det gået utroligt hurtigt med at få gjort alt klart. Ikke mindst fordi lokale forældre har bakket op om projektet.
De har været hurtige til at skrive deres børn op og på den måde sikre, at der var overblik over økonomien, men også mere praktiske opgaver har de været behjælpelige med.
Således har forældre været med til at gøre hovedrent i hele huset, ligesom at der også er blevet bygget en bænk i køkkenet og samlet en sandkasse på legepladsen med forældrenes hjælp.
- Det er kun på grund af dem, at vi kunne blive klar så hurtigt, de har været en enorm stor hjælp, siger Amalie Kastbjerg.
11. august holder børnehuset åbningsfest, hvor borgmester Mogens Jespersen kommer forbi og klipper det røde bånd.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.