Døtre trækker forklaring om voldelig mor
Anklager går fortsat efter fængselsstraf for nærmest daglig vold mod fem børn
Opdateret kl. 17:03
AALBORG: To af de fem børn, som til politiet har forklaret, at deres mor næsten dagligt har slået dem i deres opvækst, har nu ændret deres forklaring under retssagen i byretten i Aalborg.
Fra at have anklaget deres mor for at være voldelig under politiafhøringer har pigerne i retten ændret forklaring til, at deres mor aldrig har slået dem, og pigerne har aldrig set moren slå de andre søskende.
Det kom frem torsdag under proceduren i sagen mod den 36-årige kvinde fra Himmerland.
Vold og blufærdighed
Hun er tiltalt for i 15 år frem til 2012 at have slået sine fem børn. Spyttet, sparket, taget kvælertag på dem og at have bidt dem, ligesom moren i flere tilfælde skulle have krænket sin ene datters blufærdighed over en periode på fem år.
Moren er også tiltalt for have truet sin søn til under afhøring i 2011 ikke at fortælle politiet om den vold, han var blevet udsat for.
Børnene er i dag 18, 16, 14, 10 og fem år gamle.
Har hele tiden nægtet
Kvinden har under hele sagen nægtet alle beskyldninger, som udspringer af en anmeldelse fra Mariagerfjord Kommune i første omgang baseret på det ældste barns fortælling om en dagligdag med vold.
I sin procedure fastholdt anklager Karina Skou børnenes oprindelige forklaring til politiet om en voldelig mor, fordi deres forklaringer er samstemmende, og flere af børnene hver især beskriver de samme episoder med slag.
Anklageren mener, at moren skal idømmes mellem 15 og 18 måneders fængsel.
Vidneudsagn i retten er afgørende
Omvendt går forsvarer Ken Ellemose efter frifindelse.
- Det er afgørende, hvad der bliver sagt i retten og ikke under en afhøring. I retten udtaler man sig under strafansvar, sagde han.
Forsvareren pegede på, at det er anklagerens kronvidne, der sammen med sine lillesøster, har ændret forklaring til, moren er uskyldig.
Går efter den mildeste straf
- Kronvidnet har tidligere flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling og fået psykologbehandling. Hun har nu fået en udredning og er kommet i en behandling, der betyder, at hun nu har det bedre og ser anderledes på tingene, mener forsvareren.
Såfremt moren alligevel findes skyldig bør hun i dømmes lovens mildeste straf, sagde han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.