Dok#1 melder fra til "Aalborg i Rødt"

Kunsthåndværkermarkedet er en stor opgave at løfte, så fremover bliver det hvert andet år

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kunsthåndværkermarkedet er en del af "Aalborg i Rødt", så nu er eventfolkene gået i tænkeboks i forhold til, hvad der skal erstatte Dok#1.

Kunsthåndværkermarkedet Dok#1 har siden 2008 fyldt Toldbod Plads under sport-, mode- og kulturugen "Aalborg i Rødt", og for hver gang har folkene bag fået markedet til at vokse, såvel i omfang som i forhold til ambitioner. Men i år melder Dok#1 fra til "Aalborg i Rødt", så kunsthåndværkermarkedet i stedet holdes som en biennale, det vil sige, at markedet holdes hvert andet år. Bestyrelsen bag Dok#1 erkender, at realiseringen af markedet er en stor opgave at løfte. - Især fordi Dok#1 ikke vil forfalde til det ordinære og gentage sig selv, men vil bevare sit fokus på det ekstraordinære, siger kunsthåndværker Laila Stenderup, der er bestyrelsesformand for Dok#1. Ambitionen er ikke blot at præsentere det ypperste inden for moderne kunsthåndværk og design, Dok#1 vil også vise originale og tankevækkende udstillinger, der sætter spot på æstetik og funktion, lyder det fra arrangørerne. - Vi vil glæde os til at vende stærkt tilbage i 2013. I mellemtiden samler vi ideer til et endnu flottere marked, fastslår bestyrelsesformanden. Da Dok#1 de seneste år har været en del af "Aalborg i Rødt", står Aalborg Kommunes eventchef, Søren Thorst, nu over for en udfordring i forhold til at finde ud af, hvad der kan erstatte kunsthåndværkermarkedet på Toldbod Plads. - Der er ingen tvivl om, at det er et tab for "Aalborg i Rødt", at vi i år mister Dok#1. De seneste år har vi bygget det op sammen, og det er blevet bedre og bedre år for år. Men så kan vi glæde os over, at kunsthåndværkermarkedet vender tilbage til næste år, understreger eventchefen. På spørgsmålet om Dok#1 har været et af de arrangementer, der trak flest mennesker til byen under "Aalborg i Rødt", svarer Søren Thorst: - Det er svært at sige, hvad der trækker mest, når vi har så mange aktiviteter. Men der er da ingen tvivl om, at Dok#1 har trukket rigtig mange mennesker til. Markedet har jo også en af de bedste pladser, Toldbod Plads, der binder byen og havnen sammen. - Kunsthåndværkermarkedet er så specialiseret, at vi kan ikke bare erstatte det. Så nu må vi finde ud af, hvad vi gør, konstaterer Søren Thorst. Dok#1 er et censureret marked, hvor udstillerne skal ansøge og udvælges af en censorgruppe. Hidtil har markedet haft ansøgningsfrist 1. marts hvert år, og forespørgsler fra kunsthåndværkerne strømmer ind til sekretariatet i denne tid. Men udstillerne må altså vente til næste år.