Aalborg

Domstol: 20-årig sydkoreaner skal udleveres

Retten i Aalborg følger Rigsadvokatens afgørelse om at udlevere sydkoreanske Yoora Chung

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix Scanpix Denmark

Opdateret kl. 15:09

AALBORG: Den 20-årige Yoora Chung, der er mistænkt for at være en del af en stor korruptionsskandale i Sydkorea, skal udleveres.

Det kom Retten i Aalborg frem til onsdag, da Rigsadvokatens udleveringsafgørelse blev prøvet.

Den 20-årige skal dog ikke ud af landet lige med det samme. Rettens kendelse blev nemlig kæret til landsretten på stedet.

Den 20-årige blev anholdt i Gug 2. januar og har siden siddet varetægtsfængslet i Aalborg. Sagen fik borgere på gade i Sydkorea i protest mod landets præsident, som i marts endte med at blive afsat på grund af skandalen.

I Aalborg har sagens enorme størrelse i Sydkorea kunnet mærkes. Adskillige medier var til stede de to gange, den 20-årige blev fremstillet i grundlovsforhør, og de sydkoreanske myndigheder har også lagt pres på Danmark for at få Yoora Chung udleveret.

Stor svindelsag

De sydkoreanske myndigheder mistænker den 20-årige for at være en del af en svindelsag for knap 130 millioner kroner sammen med sin mor.

Ifølge myndighederne har den 20-åriges mor udnyttet sit venskab med landets nu tidligere præsident Park til at presse Samsung til at lave sponsoraftale et tysk firma. Et firma, som den 20-årige ejede sammen med moren.

Sponsoraftalen mellem Samsung og det tyske firma skulle støtte et dressurhold med den 20-årige sydkoreaner på holdet. Hun er internationalt dressurrytter, men ifølge de sydkoreanske myndigheders opfattelse, var det blot en undskyldning for at få en masse penge ud til egen fordel.

I retten afviste den 20-årige ethvert kendskab til sponsoraftalen og det firma, hun en overgang var medejer af. Ifølge den 20-årige vidste hun faktisk ikke, hvorfor hun blev medejer af firmaet, men at hun blot havde skrevet under på et dokument, som hendes mor bad hende om.

Yoora Chung er også mistænkt for at have snydt sig ind på et universitet samt fusk med eksamener. Og det var sådan, at sagen begyndte at rulle, da hendes medstuderende undrede sig over, at den hun aldrig deltog i timerne.

Det viste sig senere, at den 20-årige ikke havde de karakterer, der var påkrævet for at komme ind på universitetet, og samtidig blev det opdaget, at den 20-åriges mor kendte landets præsident.

Den 20-årige og hendes mor rejste begge ud af landet, da skandalesagen begyndte at rulle. I retten forklarede hun dog, at hun opholdt sig i Nordjylland, fordi hun havde købt heste hos Helgstrand Dressage.

Hun forklarede også, at hun var rejst ud fra Sydkorea til Tyskland og senere Danmark, fordi hun havde fået et barn, som hendes mor ikke ønskede, at hun skulle ses offentlig med.

- Ingen beviser

Den 20-åriges forsvarer, Michael Juul Eriksen, er uforstående overfor rettens afgørelse. Der er nemlig ingen beviser overhovedet for de anklager, som de sydkoreanske myndigheder kommer med, lød det fra forsvareren.

- Der er ingen beviser. Det eneste vi har er en helt normal sponsoraftale, som vi ikke ved, hvorfor sydkoreanske myndigheder mener er ulovlig. Min klients underskrift er heller ikke på aftalen, og vi ved heller ikke, om hun har modtaget penge, sagde Michael Juul Eriksen.

Anklager David Hvelplund var enig i, at beviserne mod den 20-årige ikke er stærke - men han understregede, at der heller ikke var noget der modsat talte imod en udlevering.

- Der er ingen grund til at tilsidesætte mistankerne, selvom der ikke er konkrete beviser, sagde anklageren.

Michael Juul Eriksen mente derimod, at anklagerne mod den 20-årige kunne være politisk begrundet. Han viste en artikel fra et sydkoreansk medie, hvor en politiker havde udtalt, at den 20-årige skulle anholdes, så man kunne få moren til at tale.

Og den 20-årige selv forklarede også, at hun følte, at hun var en brik i et politisk spil.

Derfor opfordrede forsvarsadvokaten retten til at bede de sydkoreanske myndigheder om flere beviser, før man tog stilling til en udlevering.

Den opfordring valgte retten altså ikke at følge. I stedet fandt retten at betingelserne for udlevering var opfyldte.

Retten mente således ikke, at der manglede beviser, og bemærkede også, at de forhold, som den 20-årige er mistænkt for har et politisk motiv.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden