Donation til Guldbæk Festival

Det er tungt arbejde at bygge en café og bar op fra bunden - her i regnvejr 2017. Midlerne fra Spar Nord Fonden gør det nu muligt at bygge moduler, som kan sættes op og tages ned på få timer. Erfaringerne fra sidste år var, at en café tæt på pladsen og med skue til scenerne hjælper på salget og giver en god festivalstemning på pladsen. Privatfoto
Det er tungt arbejde at bygge en café og bar op fra bunden - her i regnvejr 2017. Midlerne fra Spar Nord Fonden gør det nu muligt at bygge moduler, som kan sættes op og tages ned på få timer. Erfaringerne fra sidste år var, at en café tæt på pladsen og med skue til scenerne hjælper på salget og giver en god festivalstemning på pladsen. Privatfoto

Selv om der næsten er et halvt år til den ottende Guldbæk Festival, er arrangørerne godt i gang med forberedelserne, og de er endda blevet lidt sjovere takket være en donation.

På årets generalforsamling kunne bestyrelsen informere om, at festivalen har modtaget 42.000 kr. fra Spar Nord Fonden til videreudvikling af festivalen.

Pengene går til et gulv i teltet samt til en ny modulopbygget café på pladsen, som familien Jensen på Hovhedegaard Hestecenter endnu en gang stiller til rådighed for Guldbæk Festival.

Støtten fra Spar Nord Fonden betyder ifølge festivalformand Merete Sørensen, at den professionalisme, som festivalen har bestræbt sig på at tilbyde musikerne med høj kvalitet på scene og lyd, nu også kan udvides til publikum:

- For en lille gruppe ildsjæle som os betyder en så stor håndsrækning utrolig meget. Investeringerne, vi nu kan gøre, letter både økonomi og arbejdsmængden med at stille festivalen på benene. Men nok så vigtigt er det, at det er en stor anerkendelse af det store frivillige arbejde og engagement, som er bærende for, at en festival af denne art er mulig.

I alt er der plads til ca. 22 navne på plakaten, og målet er, at festivalen i 2018 kan runde 1000 glade gæster.

En del unge bands og solister har allerede reserveret plads på de to scener.

Festivalens bestyrelse arbejder på, at der igen i 2018 er mulighed for at vinde en oplevelse i et musikstudie, hvor man kan indspille sine egne numre.

Sidste år vandt bandet Ukendte Rødder fra Klejtrup Musikefterskole.

I 2018 vil Guldbæk Festival igen samarbejde med Jyske Talenter fra Hobro, som året rundt arbejder for at give de unge musikere mulighed for at komme ud at optræde med deres musik.

Unge musikere og bands kan møde festivalens frivillige på Ungdomsringens Musikfestival på Nordkraft i Aalborg 19.-20. januar, hvor Guldbæk-folkene har arrangeret fire workshops.

De unge musikere kan også allerede nu søge om at komme til at optræde på Guldbæk Festival 2018 via hjemmesiden Guldbaekfestival.dk.

- Visionen for festivalen har siden starten været at give musiske børn og unge deres egen festival, hvor de i trygge rammer kan få lov at stå på en stor udendørs scene med professionel hjælp, lyd, og lys og foran et publikum, minder formand Merete Sørensen om.

- Samtidig viser det omverdenen, at det med solid støtte og hjælp fra såvel lokale beboere som lokalt erhverv samt fonde er muligt at skabe unikke kulturelle oplevelser, som er værd at køre efter - også i de små landsbyer i regionen, siger hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden