DR-chef stopper efter sag om grænseoverskridende adfærd
En chef i DR har overskredet kodeks for god adfærd. Vedkommende har selv sagt op, lyder det fra mediet.
DR har onsdag indledt en personalesag mod en chef, der har overtrådt DR's kodeks for god adfærd.
På den baggrund stopper vedkommende i DR.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
- Forelagt sagen og oplyst om de personaleretslige skridt, som DR har igangsat, har chefen valgt at sige op. Vi handler, når de fælles spilleregler klart overtrædes, og det blev de i dette tilfælde, udtaler Gustav Lützhøft, ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik.
Da der er tale om en personalesag, er der ikke flere konkrete detaljer om sagen.
Det fremgår ikke, hvilken chef der er tale om, hvilket ledelsesansvar vedkommende har, eller hvilken slags adfærd der er tale om.
Generalsekretær i DR Maria Rørbye Rønn siger, at det er nødvendigt at sætte foden ned, når nogle ikke overholder de fælles spilleregler.
- Set i lyset af den opmærksomhed, der har været på arbejdspladskultur i den seneste tid - både i og uden for DR - er der ingen chef i DR, der kan være i tvivl om, hvad god adfærd er i DR.
- At det alligevel sker, bekræfter mig i, at vi skal fastholde vores fokus på at ændre kulturen i alle dele af DR, og at vi skal handle, hvis nogen overtræder spillereglerne, lyder det.
Hun er "oprigtigt ked af, at der er nogen, der har måttet opleve en grænseoverskridende adfærd".
/ritzau/