Drabsforsøg: 47-årig fængslet for knivstikkeri
Han er sigtet for drabsforsøg på 24-årig kvinde i Overlade
Opdateret kl. 16:09
OVERLADE: En 47-årig mand er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger in absentia, sigtet for drabsforsøg på sin 24-årige samlever.
Den 24-årige kvinde blev tirsdag omkring klokken 15.40 stukket i maven med kniv på en adresse i Overlade. Et af stikkene var så dybt, at hun var i livsfare.
Kvinden fik førstehjælp på stedet, og blev efterfølgende bragt til Aalborg Universitetshospital, hvor hun er blevet behandlet for sine skader. Den 47-årige kom også til skade under knivstikkeriet og måtte flyves til Aalborg Universitetshospital.
Begge er nu uden for livsfare.
Var ikke til stede i retten
Det har endnu ikke været muligt at afhøre hverken den 47-årige eller den 24-årige kvinde, og derfor har politiet endnu ikke et klart billede af, hvad der er sket i forbindelse med knivstikkeriet.
Politiet mistænker dog den 47-årige for at stå bag knivstikkene, og han blev derfor fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg uden selv at være til stede, da han fortsat er indlagt på sygehuset.
Derfor har retten heller ikke hørt hans forklaring, men den 47-årige blev varetægtsfængslet på særlig bestyrket mistanke, fortæller anklager Thomas Klingenberg.
Når han er i stand til det, skal han genfremstilles, så han kan afgive forklaring for retten.