Drægtig rå skudt af krybskytter
Jæger overraskede to krybskytter, men det lykkedes dem at flygte
Opdateret 01. juni 2016 kl. 09:16
BYRUM: Premieren på bukkejagten fik et anderledes og trist forløb for Anders Bording fra Djursland. Han er en af flere, som har jagtret på Estrupgårds jorder på Læsø.
- Lørdag ved 13-tiden var jeg ude at se efter bukken, som jeg havde holdt øje med et par dage. Mens jeg sad og havde fem dyr i kikkerten, blev jeg mildest talt overrasket over to unge bukke, som pludselig kom løbene bagfra ganske tæt på mig i en afstand af to-fem meter, fortæller Anders Bording.
To krybskytter
Han var klar over, at noget måtte have skræmt bukkene.
- Da jeg ville orientere mig bagud for at se, hvad bukkene var blevet skræmt af, blev jeg forskrækket over at se to jægere klædt i mørkt tøj på mit areal, en lille kraftig mand og en lidt højere af normal statur.
Efter telefonisk kontakt med ejeren af Estrupgård, Henrik Pedersen, havde Anders Bording fået bekræftet, at jagten er forbeholdt ejeren og nogle, der har en aftale med ejeren. Derfor burde der absolut ikke være andre på jagt i området.
Krybskytterne blev råbt an, og de tog straks flugten. Lørdagens jagt var dermed slut for Anders Bording. Han er målløs over, at nogen kan finde på at drive ulovlig jagt på andres jord.
Efter en afsøgning af matriklen var det ikke svært for Anders Bording at finde krybskytternes fodspor og deres rute, som så ud til at være benyttet op til flere gange.
Ulovlig jagt
Da han havde været det meste af arealet igennem, stødte han på det sørgelige syn af en drægtig rå, der var blevet anskudt.
Efter såret at dømme vurderer Anders Bording, at råen kan være blevet ramt med bue og pil.
- Hvem fanden tager fejl af en sommerbuk og en drægtig rå? spørger han.
- Råens mave var skudt, og kan selvfølgelig være skudt andetsteds, men med det udstyr, som er tilgængeligt i dag, burde dette ikke kunne ske. Man må næsten håbe, at lammene ikke er sat og ligger ventende forgæves. Selvfølgelig kan man skyde forbi, men så må man tage ansvar for sine handlinger. Mig bekendt tager det ikke mange tryk på mobilen for at finde nummeret på den ansvarlige schweisshundefører på Læsø. Er man det mindste i tvivl om en anskydning, så får man fat i en schweiss-hund, erklærer han.
- Jeg har den dybeste foragt for jægere, som kan finde på at lade et dyr dø på sådan en måde.
Forholdsregler
Efterfølgende har Anders Bording kontaktet Læsø Jagtforening for at indberette hændelsen.
- Desværre kan jeg forstå, at det ikke er første gang, der er sket lignende. Det er noget så ødelæggende, når man prøver at lave en fornuftig vildtplan med afskydning. Det er en skam, at nogle brodne kar ødelægger så meget for alle de rigtige jægere.
Anders Bording oplyser, at der nu er taget nødvendige forholdsregler til at stoppe krybskytteri på Estrupgårds jorder med yderligere vildtkameraer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.