- Det er lidt svært at forklare, men der kommer bare en helt speciel tænding på i de kampe. Der er opstået sådan et had/kærlighedsforhold de to klubber igennem, og der er ingen, der vil tabe. Der er ingen, der vil vise svaghed, siger direktør Jan Hansen.
Spændende blev det også denne gang, hvor man måtte helt hen til kampens allersidste sekund for at finde den sidste scoring. Cecilie Skovgaard udnyttede et straffekast, da tiden løb ud, og dermed endte det hele 31-31 efter en meget nervepirrende dyst. Afslutningen var endda endnu mere dramatisk. Vendsyssel havde allerede haft et straffekast, men det brændte Sisse Bruun. Hun fik dog selv fat i riposten, og her tilkæmpede hun sig så det straffekast, som Cecilie Skovgaard omsatte til scoring.
- Jeg ved ikke, om hun var kølig, men hun scorede da. Jeg spurgte hende efter kampen, hvordan hun havde det, og hun indrømmede da i hvert fald, at hun rystede lidt, siger Jan Hansen.
Hårdt ramt
For Vendsyssel Håndbold gav kampen dog endnu et navn til en efterhånden ganske lang skadesliste. Katrine Stilling måtte udgå i kampen efter at være vredet om på foden, da hun trådte ned oven på en modstanders fod, og hun skal nu undersøges i denne uge for at finde ud af, om der bare er tale om en forstuvning, eller om det står endnu værre til.
I forvejen er Mette Kærsgaard ude med en skulderskade, og Ane Hyldahl spiller med en mindre forstrækning, og det betyder, at der trækkes enorme veksler på andre spillere.
- Vi går fra at have syv til at have fire bagspillere, og det er klart, at det kan mærkes. Sisse Bruun, Cecilie Skovgaard og endda også Ane Hyldahl spiller nærmest fuld tid, og det er klart, at det belaster spillerne. Og når de bliver trætte, så træffer de jo heller ikke altid de helt rigtige beslutninger, siger Jan Hansen efter den spændende kamp.
Efter fem kampe indtager Vendsyssel Håndbold niendepladsen i 1. division med fem point for fem kampe, og det er ganske godkendt for oprykkerholdet, der fik pladsen foræret i sidste øjeblik.