Drama til karate-DM

Nørresundby-kæmper fik guld efter omkamp mod en dobbelt så stor Aarhus-kæmper

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Shi Kons Andreh Bahodi er danmarksmester i både kumite og kata og skal sandsynligvis med til EM i efteråret.

AALBORG:Luften var blottet for ilt, og væggene fugtige, da Aalborg Karateskole lørdag lagde gulv til danmarksmesterskaberne i karate-stilarten Wado Ryu. Lyde som ”kiai”, ”aaa” og ”sa” rungede i lokalet, når slag eller spark skulle sættes ind.

De højeste lyde kom fra udøverne under frikamp i den tætte juniorklasse, hvor 16-årige Andreh Bahodi fra Shi Kon i Nørresundby stillede op. Den 47 kilo tunge kæmper var den mindste i feltet, men allerede før første kamp var strategien klar.

- Jeg sigter efter at vinde guld i kumite, for jeg er hurtig med min bagerste hånd og god til at holde modstanderne på afstand, sagde Andreh Bahodi før sine fire kampe i klassen, der har udøvere op til 18 år.

Men allerede i første kamp gik det galt mod klubkammeraten Yama Rahimi. Andreh tabte og næste modstander var den 82 kilo tunge Mathias Egekvist fra Aarhus-klubben Ten Chi Jin, som Andreh vandt over efter en helt lige kamp.

Andreh vandt også sine sidste to kampe, og da stod det helt lige mellem de tre bedste. Dommerne tilkendte først mesterskabet til Mathias Egekvist for flest indbyrdes point. Men arrangementsledelsen ombestemte sig og lod Andreh og Mathias kæmpe en sidste kamp om guld.

- Mit adrenalin pumpede, da jeg fik en chance til, sagde Andreh Bahodi.

Men Andreh holdt nerverne i ro og vandt over Mathias Egekvist.

- Det var dagens bedste kamp og en stor oplevelse at kæmpe mod så stor en modstander, sagde Andreh Bahodi.

Også Mathias Egekvist var tilfreds trods nederlaget. I karatens ånd tager han nederlaget til sig.

- Det var en god kamp, og jeg fik en fed ekstra gang træning. For mig handler det om at udvikle min karate ved at se, hvordan andre kæmper. På den måde giver det værdi i min egen træning, siger Danmarks nummer to, Mathias Egekvist.

De to Aalborg- og Nørresundby-klubber fik flest medaljer ved årets mesterskaber.

- Vores dominans skyldes, at der er mange med fra vores klubber, siger Kjeld Kjærsgaard Jeppesen, som er formand for Shi Kon, der har arrangeret årets mesterskaber for Wado Danmark.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.