Drenge slynget omkuld af lyn
To drenge måtte indlægges til observation efter tur med skolen
Opdateret 12. maj 2022 kl. 13:54
BRØNDERSLEV: I fredags var der arrangeret ryste-sammen-tur for Hedegårdskolens tre 7. klasser efter tilgangen af elever fra Thise Skole. Men turen gik ikke som planlagt.
Faktisk blev den en overordentlig ubehagelig og bidsk oplevelse for de mange børn, som i uvejr tog på cykeltur til Ny Thorup Fiskepark.
- Det haglede, og vejret var ikke godt, da børnene blev sendt afsted fredag formiddag, fortæller Pia Haaning, der er mor til 13-årige Niklas Haaning.
Uvejret stod også over fiskeparken, og med det fulgte torden og lynnedslag.
Hos Ny Thorup Fiskepark gik børnene i gang med at ordne deres medbragte fiskestænger.
Fik tilbudt psykologhjælp
Niklas stod sammen med sin klassekammerat, 13-årige Sebastian Nielsen, og rodede med stængerne, da det pludselig gav et brag. Lynet slog ned, og begge drenge blev slynget omkuld og røg ned i jorden. Men de rejste sig og løb i læ.
- Lærerne kunne godt se, at det ikke var godt med Nicklas. Hans ene fod sad skævt, og han havde ondt og summen i hele kroppen. Derfor sad han i en af lærernes biler, indtil der kom en bus, som fragtede børnene hjem til skolen, fortæller hans mor.
Tilbage på skolen fik børnene lov til at ringe efter deres forældre.
- Niklas ringede til mig, og jeg tog sammen med min far ud for at hente ham. Der kunne vi godt se, at han ikke havde det godt, fortæller Pia Haaning.
- Men alle var forskrækkede. Det var ikke sjovt for dem, og skolen tilbød også eleverne psykologhjælp, tilføjer hun.
Ringede 112
Pia Haaning, Niklas og hendes far kørte fra skolen og ned til familiens forretning, Garant i Brønderslev.
- Da vi kørte, tænkte jeg, at det ikke var godt med Nicklas. Hans ene fod vendte indad, og han havde ondt i hovedet. Øjnene var røde, han gabte og var træt, så vi blev enige om, at han nok lige skulle forbi vores læge, siger Pia Haaning.
Det nåede familien imidlertid ikke.
- Jeg blev ringet op af Sebastians far, som sagde, at vi skulle ringe 112 med det samme, fortæller hun.
Pia Haaning ringede til alarmcentralen, som samtidig havde Sebastians familie med på en anden linje. Ambulancerne hentede Sebastian i hjemmet, og Niklas blev hentet hos Garant.
Indlagt til observation
På Sygehus Vendsyssel i Hjørring blev begge drenge kørt ind på hver sin traumestue.
Det viste sig heldigvis, at der ikke var noget alvorligt galt med dem. Niklas’ smerter begyndte at fortage sig, men drengene blev indlagt til 24-timers observation - heldigvis på samme stue.
- Drengene fik charmet sig ind på alle og fik supergod hjælp af sygeplejerskerne, understreger Pia Haaning.
Men det kunne være gået endnu mere galt for børnene, der var på tur fredag formiddag i uvejret over Vendsyssel.
- Drengene stod på en bakke ved søkanten, og havde de stået helt nede ved vandet, var de blevet ramt, for andre så, at lynet kom kurende hen ad vandet. Vi er glade og lykkelige over, at en holdt hånden over vores børn, siger Pia Haaning på vegne af sig selv og Sebastians mor, Pia Susanne Nielsen.
- Men alle ved, det er farligt at fiske, når vejret er så slemt. Vi forældre troede, turen var blevet aflyst, fordi vejret var, som det var, forklarer hun oven på chokket og dagen derpå.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.