Drømmestart for Mors-Thy
Mors-Thy Håndbold indledte den nye ligasæson med en sensationel storsejr på 37-19 ude over GOG
GUDME: Det så ikke overbevisende ud i pokalkampen mod Aalborg i lørdags, men da ligasæsonen blev fløjtet i gang her til aften, så viste Mors-Thy Håndbold klassen. I den grad.
På udebane i Gudme vandt Mors-Thy en utrolig sejr lige til klubhistorien på knusende 37-19 over GOG efter at have været foran med 18-11 ved pausen.
I målet leverede nytilkomne Kasper Larsen en fremragende præstation. Og den tidligere BSV-keeper krydrede sågar indsatsen med to mål, når han udnyttede, at GOG satsede med syv markspillere.
Stærkt i billedet stod også endnu engang Nickolei Jensen, der mere og mere ligner den absolutte nøglespiller hos Mors-Thy. Han scorede syv gange. Også Christoffer Cichosz stak positivt ud med en flot kamp og ligeledes syv scoringer.
I Mors-Thy truppen var der i øvrigt comeback til den 35-årige højre fløj Thomas Bruhn, der var indkaldt som gardering på grund af skader hos venstrehåndsspillere som Lasse Justesen og Rasmus Søby.