Droner stresser elge i Lille Vildmose
Flere tilfælde af ulovlig droneflyvning i naturområdet - politianmeldelser overvejes
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:00
HIMMERLAND: De 12 elge i Lille Vildmose i det østlige Himmerland har ikke altid fred og ro.
Den seneste tid er flere droner summet rundt i luften over det store naturområde, angiveligt for at filme elgene.
Men den ulovlige droneflyvning stresser dyrene og kan være til fare for eksempelvis ørne.
- Den høje lyd fra dronerne vil skræmme elgene, siger skov- og landskabsingeniør Jens Vinge fra Park - og Natur i Aalborg Kommune.
Han har kendskab til fem episoder med ulovlig droneflyvning i Lille Vildmose den seneste halvanden måneds tid.
Fremover vil der blive grebet ind, hvis man finder drone-synderne - de vil blive meldt til politiet.
Ikke bare kan de summende og ofte lavtflyvende droner skræmme og stresse elge og andre dyr i Lille Vildmose.
Det kræver også tilladelse fra naturområdets ejer - Aage V. Jensen Naturfond - at flyve med droner i området. Og sådan en tilladelse kan man ikke få.
Jens Vinge tror, at nogle af de ulovlige droneflyvninger skyldes uvidenhed. Private droneejere har måske bare bare haft lyst til at filme elge fra luften, men har ikke kendt reglerne eller været klar over, hvor meget droner kan genere dyrene.
I alt 10 svenske elge er blevet sat ud i Lille Vildmose, og siden er to elgkalve kommet til.
Det er menneskesky dyr, man ikke skal komme for tæt på, heller ikke med droner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.