Dronningens 50-års regeringsjubilæum markeres med ny mønt

Nationalbanken udsender en erindringsmønt for at markere dronningens 50-års regeringsjubilæum den 14. januar.

Erindringsmønt - ?50-års regeringsjubilæum R50_20kr <i>Danmarks Nationalbank/Ritzau Scanpix</i>

Erindringsmønt - ?50-års regeringsjubilæum R50_20kr Danmarks Nationalbank/Ritzau Scanpix

Den 14. januar kan dronning Margrethe fejre 50 år på tronen. I den anledning udsender Nationalbanken en erindringsmønt i tre udgaver.

Det skriver både kongehuset og Nationalbanken i en pressemeddelelse.

- Der er i Danmark en lang tradition for at udsende erindringsmønter ved særlige begivenheder i kongehuset.

- Derfor markeres H.M. Dronningens 50-års regeringsjubilæum den 14. januar 2022 med udsendelsen af en erindringsmønt, skriver Nationalbanken.

På forsiden af mønten er der et nyt portræt af dronningen udformet af billedhuggeren Kathrine S. Moseholm. Portrættet er i profil vendt mod højre. Det er inspireret af papirklip og har rod i den minimalistiske skulpturtradition.

Nationalbankens designchef, Jeanette Skov Jensen, står bag bagsidemotivet. På bagsiden er der et mønster skabt af tallet 50 i anledning af jubilæet.

Erindringsmønten udkommer i tre udgaver: en 500-krone sølvmønt, en 20-krone til almindelig cirkulation og en 20-krone, hvor motivet står ekstra skarpt.

Mønterne kan fra den 14. januar 2022 købes i Den Kongelige Mønts webshop.

Store dele af fejringen af dronning Margrethes regeringsjubilæum er blevet udsat til den 10. og 11. september, på grund af coronasituationen i Danmark.

På dagen for jubilæet vil enkelte arrangementer dog blive gennemført.

Det gælder blandt andet dronningens deltagelse i statsrådet og Folketingets markering af jubilæet. Også en kransenedlægning ved Frederik den 9. og dronning Ingrids grav ved Roskilde Domkirke bliver gennemført 14. januar.

I anledning af dronningens regeringsjubilæum har PostNord Danmark udsendt et jubilæumsark mandag den 3. januar.

På jubilæumsarket ses dronningen som ung og nytiltrådt regent på den ene side og den 50 år ældre regent på den anden. Mellem de to ses kongevåbnet som symbol på det danske rige.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden