Du er inviteret til fest
Musikkens Hus fejrer et års fødselsdag med åbent hus og gratis kaffe og kage
Opdateret 26. marts 2015 kl. 08:07
AALBORG: Musikkens Hus fylder et år, og du er inviteret med til fødselsdag.
Søndag 29. marts inviterer byens nye kulturflagskib til fest.
I tidsrummet kl. 10-16 står huset på vid gab til åbent hus. Om formiddagen diskes op med gratis kaffe og rundstykker til de første 1000 gæster, og om eftermiddagen gratis kaffe og kage til de første 1000 gæster.
På udvalgte steder står personalet klar til at fortælle om Musikkens Hus. Center for Dansk Jazzhistorie benytter også lejligheden til at holde åbent hus. I Intimsalen vises billeder fra det første spadestik til de færdige 20.000 kvadratmeter musikhus. Desuden vil der være musikalske indslag i løbet af dagen.
- Allerede fra dag ét har der været en enorm opbakning til og opmærksomhed på huset. Jeg er taknemmelig og glad og ser frem til at trykke hånd med så mange fødselsdagsgæster som overhovedet muligt, siger administrerende direktør Lasse Rich Henningsen.
Musikkens Hus har i sin første sæson præsenteret et bredt udbud af musiknavne og har også lagt hus til tv-shows. Økonomisk er huset også kommet fint fra start og har et plus på godt fire millioner kroner på bundlinjen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.