- Dybt tragisk

Personale er dybt berørt af ulykke i spabad i wellnessafdelingen på Klim Strand Camping

Klim Strand Camping. Foto: Grete Dahl <i>Grete Dahl</i>

Klim Strand Camping. Foto: Grete Dahl Grete Dahl

KLIM:- Vores tanker går til pigen og hendes familie.

Sådan siger Laila Mølholt, der er marketingsansvarlig på Klim Strand Camping oven på søndagens ulykke, hvor en 10-årig pige sad fast med hovedet under vand i et spabad i campingpladsens wellnessafdeling. Ifølge vagtchef Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi sad pigens hår fast i en af spabadets dyser.

Pigen blev genoplivet og var ved bevidsthed, da hun blev bragt med helikopter til Aalborg Universitetshospital. Men det kunne være gået grueligt galt og tilbage står nu spørgsmålet, hvordan kunne det gå så galt.

- Vi har simpelthen ikke nogen formodning eller identifikation på, at der skulle være nogen fejl på spabadet, siger Laila Mølholt.

Mandag morgen skal Jysk Teknologisk Institut besigtige spabadet og forsøge at klarlægge hændelsesforløbet og undersøge, om der er nogen fejl eller mangler ved de pågældende spabad.

- Vi vil selvfølgelig gøre alt for, at en sådan ulykke ikke gentager sig, og derfor er vi meget optaget af, at vi får klarlagt årsagen til ulykken og udbedret eventuelle mangler, siger Laila Mølholt.

Wellnessafdelingen blev øjeblikkeligt lukket efter den tragiske hændelse, som har gjort dybt indtryk blandt personalet på campingpladsen.

- Det er dybt tragisk, og det er rigtig, rigtig synd for pigen og hendes familie, at et glædeligt ferieophold skal slutte på denne måde. Vi håber det bedste for pigen, og vi vil selvfølgelig tage kontakt til hende og familien snarest muligt, siger Laila Mølholt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden